Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at grevinde Alexandra har tjent fem millioner kroner på boligsalget. B.T. er siden blevet bekendt med, at fortjenesten på boligen er et endnu uklart millionbeløb.

Grevinde Alexandra er en meget, meget glad kvinde.

Hun har netop fået solgt sin villa på Vilvordevej i Charlottenlund. Etplanshuset, der er på 215 kvadratmeter og bygget i 1963, har tidligere været ejet af Preben Elkjær.

Ejendomsmægler Kristian Lützau bekræfter salget over for B.T.

»Det er korrekt, at villaen er solgt,« siger han.

Villaen set udefra.
Villaen set udefra.
Vis mere

Grevinde Alexandra har haft is i maven og haft huset til salg i ni måneder, selvom hun allerede havde købt ny lejlighed i det indre København. Den overtog hun allerede 1. juli, men først nu har hun fået solgt boligen i Charlottenlund.

Huset på Vilvordevej købte hun i 2017 for 9.950.000 kroner. Den præcise salgspris er endnu ikke kendt, men ifølge B.T.'s oplysninger har grevinde Alexandra tjent et millionbeløb på salget.

Grevinden købte huset, fordi det er placeret ganske tæt på prins Joachim og prinsesse Maries villa i Klampenborg. Det var tanken, at det ville være nemt for prins Nikolai og prins Felix at have både mor og far inden for en overskuelig rækkevidde.

»Vi har været meget glade for at bo i vores dejlige hus på Vilvordevej i næsten fire år. Haven, skoven og nærheden til Felix' gymnasie har vi sat stor pris på,« siger grevinde Alexandra gennem sin presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen.

Grevinde Alexandras soveværelse.
Grevinde Alexandras soveværelse. Foto: Lützau
Vis mere

Men så kom 2019, hvor det blev klart, at prins Joachim og prinsesse Marie skulle flytte til Paris for at begyndte et nyt liv. Derefter indså grevinde Alexandra, at det ikke gav mening for hende at blive boede i forstæderne.

Og i 2021 tog hun beslutningen om at sælge Vilvordevej og flytte helt ind til Københavns centrum. Her har hun købt en fireværelses lejlighed på 168 kvadratmeter til 12 millioner kroner.

»Nu hvor Felix er blevet færdig med sin gymnasieuddannelse, begynder der et nyt kapitel i mit liv, og jeg glæder mig til at flytte til byen,« forklarer grevinde Alexandra.

Her kan grevinden tilbringe tiden med sin nye kæreste. I juni kunne B.T. afsløre, at grevinde Alexandra danner par med erhvervsmanden Nicolai Peitersen. Hun har endnu ikke ladet sig fotografere med Peitersen offentligt, men forholdet er kun blevet stærkere i løbet af sommeren, hvor hun blandt andet var i Spanien med sin nye flamme.

Det er ikke første gang, at grevinden gør et kup på boligmarkedet.

Grevinde Alexandras boede på Svanemøllevej på Østerbro.
Grevinde Alexandras boede på Svanemøllevej på Østerbro. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Da hun i 2005 blev skilt fra prins Joachim, fik hun en villa foræret på Svanemøllevej på Østerbro. Senere flyttede hendes nye mand, Martin Jørgensen, ind. Parret gennemgik en brutal skilsmisse i 2015, og efterfølgende væltede Jørgensens skeletter ud af skabet.

Derefter besluttede grevinde Alexandra sig for at sælge huset og starte på en frisk.

Da hun solgte huset i 2016, scorede hun 23 millioner kroner, og derefter flyttede hun med prins Nikolai og prins Felix ind i en lejlighed på 300 kvadratmeter i Store Kongensgade.

Det blev dog en kort fornøjelse, og i slutningen af 2017 købte hun huset på Vilvordevej.

Spisestuen.
Spisestuen. Foto: Lützau
Vis mere

Grevinde Alexandra besluttede sig i 2017 for at frasige sig sin apanage på 2,6 millioner kroner. Årpenge blev afviklet, da prins Felix blev 18 år.

Det blev han i juli 2020, og siden har hun altså ikke modtaget penge fra skatteyderne.

I maj 2020 begyndte grevinden at arbejde som Director of Client Programmes for den danske elektronikgigant Bang & Olufsen. Desuden har hun også flere bestyrelsesposter – blandt andet i det schweiziske medicinalfirma Ferring Pharmaceuticals.