Fredag indviede borgmester Christina Krzyrosiak Hansen en række tiltag, der skal øge trygheden på Holbæk Station.

Men allerede dagen efter indvielsen fandt et nyt kniv-slagsmål sted, og nu vil Borgmesteren rive stationen ned.

»Holbæk Station er bygget til ballade. Der er for mange små kroge og mørke gange. Den er simpelthen ikke tidssvarende, og rigtig meget af dét gør, at der simpelthen er utrygt at være,« siger Christina Krzyrosiak Hansen til TV2 Øst.

Efter en række grove voldssager i foråret, hvor unge er blevet stukket med kniv på stationen, har Holbæk Kommunen kastet en million kroner ind i at gøre Holbæk Station til et mere trygt sted at færdes.

Pengene er blandt andet brugt til at istandsætte og indrette nogle lokaler på stationen, som DSB har lejet ud til kommunen frem til udgangen af 2022 med mulighed for forlængelse.

Lokalerne skal fremover bruges til ungdsomsskole og som base for SSP's gadeteam, ligesom foreningen Natteravnene også vil kunne bruge lokalerne.

Fredag klippede Christina Krzyrosiak Hansen snoren over til lokalerne, men der gik ikke engang et døgn, før der igen blev trukket knive på Holbæk Station.

Klokken 16:25 lørdag eftermiddag fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om slagsmål på stationen.

»Vidner fortalte, at to personer var i slagsmål, og at de var bevæbnet med knive,« fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Da politiet ankom, var de to knivmænd undløbet fra stedet, men det lykkedes politiet at opspore dem. Den ene - en 20-årig mand fra Holbæk - befandt sig i et s-tog, hvor han var i besiddelse af flere knive.

Den anden - en 18-årig mand - blev senere anholdt på sin bopæl i byen.

Over for B.T. afviser borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, at der er et modsætningsforhold mellem istandsættelsen til en million kroner og hendes ønske om at rive stationen ned.

»Vi har i længere tid været opmærksomme på, at stationen er utryghedsskabende, og den er heller ikke særlig køn. Vi talte allerede i sidste valgperiode om, at der på et tidspunkt skal bygges nyt, så det er ikke et nyt valgkampstiltag,« siger hun.

Hvorfor sætte stationen i stand for en million kroner, hvis I alligevel vil rive den ned?

»Der skal ske noget både på den korte og den lange bane. Vi har en utryghed på stationen nu og her, som vi skal tage os af. Derfor har vi lavet det her initiativt, hvor vi skaber liv på stationen, og vi arbejder også for, at der skal være mere lys og overvågning. På den lange bane mener jeg ikke, vi kan komme uden om at rive stationen ned og bygge en ny.«

Uanset hvor grim og utryghedsskabende, Holbæk Station ser ud i øjnene på borgmesteren, kommer den nok til at blive stående et godt stykke tid endnu.

Politiet er ofte til stede ved Holbæk Station, der har været præget af masseslagsmål og knivstikkerier.
Politiet er ofte til stede ved Holbæk Station, der har været præget af masseslagsmål og knivstikkerier. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Hos DSB, der ejer stationen, er der ingen aktuelle planer om at rive stationen ned.

»Der er ikke umiddelbart planer om at rive Holbæk station ned. Men DSB deltager gerne i indsatsen med kommunen og politiet om at gøre stationen mere tryg for alle. Derfor har vi stillet et lokale til rådighed for kommunen på stationen. Og vi fortsætter gerne den dialog, vi har med kommunen og andre parter om at finde en løsning, der gør det mere trygt at færdes på og omkring stationen i Holbæk,« siger Lars Gøtke, der er underdirektør i DSB Ejendomme.

De to knivmænd, der blev anholdt i weekenden, er begge sigtet for forsøg på kvalificeret vold, og den 20-årige er derudover sigtet efter knivloven.

Ingen af dem kom noget alvorligt til i slagsmål, og anklagemyndigheden vurderede, at der ikke var grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.

Ifølge Martin Bjerregaard er det politiets formodning, at slagsmålet bundede i en personlig uoverenstemmelse.

»Når man læser, at to mænd har været i slagsmål med knive, så tænker man, at det er utrygt at være på stationen, men der skal man huske, at det er de få, der gør det utrygt for de mange,« siger han.