»Hvis man fulgte reglerne i Statsministeriet, så var der slet ingen sikkerhedsmæssige grunde til at slette nogen sms'er overhovedet.«

Ifølge statsminister Mette Frederiksen er det af 'sikkerhedsmæssige grunde', at hun sletter sine sms'er automatisk efter 30 dage.

Det er den vejledning, hun har fået fra Statsministeriet, lød forklaringen fra Mette Frederiksen torsdag, da hun i et interview med B.T. forsøgte at forklare, hvorfor hendes sms-beskeder fra de afgørende dage i november sidste år, hvor regeringen traf beslutningen om at slå alle mink i Danmark ned, nu er forsvundet.

Men hvis Mette Frederiksen faktisk fulgte de regler for it-sikkerhed og krypteret kommunikation, som gælder for Statsministeriet, så havde det slet ikke været nødvendigt at slette sms'erne, siger den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen.

»Man giver dem et fundament ved at introducere dem for Statsministeriets sikkerhedscirkullære. Det relaterer sig ganske vist forholdsvist til NATO- og EU-dokumenter, men det er en god måde at forholde sig til sikkerhed på, fordi man dermed krypterer kommunikationen,« siger Hans Jørgen Bonnichen.

I det øjeblik, en ny statsminister tiltræder, får de en såkaldt sikkerhedsbelæring foranstaltet af PET. Her får ministrene at vide, hvad de skal være opmærksomme på i forhold til følsomme informationer, så informationerne ikke bliver misbrugt af fremmede magter, forklarer Bonnichsen.

»Havde man i Statsministeriet fulgt den vejledning, så havde der slet ikke været nogen sikkerhedsmæssige grund til at slette de sms'er,« siger han.

Efter B.T.s afsløringer af slettede mink-sms'er i toppen af Statsministeriet har Mette Frederiksen nu igangsat et arbejde, hvor der skal laves klare retningslinjer for, hvordan sms'er behandles i ministerierne.

Men i Venstre har man stadig langtfra tilfreds med reaktionen fra statsministeren.

»Det er dybt foruroligende, at Mette Frederiksen stort set ikke vil svare på de konkrete spørgsmål om sine slettede sms’er og nægter at oplyse, hvornår den automatiske sletning er blevet sat til. Hendes udtalelser er ikke tillidsskabende. Tværtimod,« siger Sophie Løhde, politisk ordfører for Venstre, til B.T.