Det var en menneskelig fejl, der med al sandsynlighed var årsagen til, at en lastbil blev tabt fra Hvalpsundfærgen og endte i Limfjorden.

Sådan lyder det fra overfartslederen hos færgeovergangen Hvalpsund-Sundøre Færgefart, Flemming Thomasen.

Chaufføren havde nemlig glemt at trække håndbremsen, forklarer Flemming Thomasen til B.T.

»Det er jeg temmelig sikker på.«

Der er lagt flydespærring, så der ikke spredes olie i fjorden.
Der er lagt flydespærring, så der ikke spredes olie i fjorden. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Da vi nærmede os kajen, blev der taget lidt fart af færgen, og så begyndte den at rulle,« forklarer han.

Flemming Thomasen overværede hændelsen sammen med lastbilens chauffør. Begge stod ved siden af.

Chaufføren forsøgte imidlertid at komme op i lastbilens førerhus, men forgæves. Lastbilen endte således i Limfjorden.

Uheldet skete klokken 06.30 tirsdag morgen, da færgen nærmede sig kajen i Hvalpsund. Lastbilen røg i vandet omkring 150 meter fra kysten.

Alarmeringen tikkede ind kort efter klokken 06.30 tirsdag morgen, og det videre arbejde med at få lastbilen op er nu ved at blive klarlagt. Formentlig skal man have fat i en kran.

Uheldet betyder, at færgen ikke kommer ud at sejle resten af tirsdagen, hvorfor samtlige af dagens afgange er indstillet. Flemming Thomasen forklarer, at klappen, der sidder på færgen, er blevet helt smadret, da lastbilen bragede ind i den.

Færgeoverfarten skal derfor have fat i en ny færge, mens et sikkerhedsselskab og Søfartsstyrelsen skal give grønt lys, før den ødelagte færge igen må sejle.

B.T. har talt med Nordjyllands Beredskab, der oplyser, lastbilen skal op i dag, tirsdag.

Hvornår det endeligt sker, er dog for tidligt at sige. Det skyldes et meget kompleks arbejde, lyder det fra beredskabet.