Mange søger med lys og lygte efter nye lægemidler, der kan hjælpe patienter, der er alvorligt syge af corona, men en forskergruppe på Rigshospitalet har gjort opsigtsvækkende fund ved at kigge på nogle allerede kendte præparater.

Nemlig steroidbehandlingen dexamethason, som den hedder.

Her har de fundet ud af, at en simpel dobbeltdosis af den allerede kendte steroidbehandling sandsynligvis kan gavne de patienter, der er så syge, at de ligger på en intensivafdeling.

»Steroider og dexamethason er godkendte lægemidler, billige og tilgængelige på hospitaler i hele verden, og derfor forventer vi, at vores resultater vil blive anvendt umiddelbart og globalt. På Rigshospitalets intensivafdeling har vi allerede behandlet flere patienter med svær covid-19 med dobbeltdosis steroid,« siger professor Anders Perner, der har ledet studiet, i en pressemeddelelse.

Resultatet af det nye studie viser, at færre af patienterne dør og har brug for kortere tid i respirator.

Under researchen har forskergruppen sammenlignet intensivpatienter, der har fået henholdsvis dobbeltdosis og enkeltdosis, som har været internationalt anbefalet.

Over 90 dage var 32 procent af patienterne med dobbeltdosis døde, men 38 procent af patienterne enkeltdosis var. Derudover havde patienterne med dobbeltdosis halvandet døgn mindre i respirator.

Studiet er lavet sammen med forskere fra Indien, Australien, Sverige og Schweiz. Halvdelen af de 1.000 deltagende patienter har været danske.