En Facebook-whistleblower er nu ude med et nyt angreb, som øger presset på det sociale medie.

Inden den tidligere Facebook-medarbejder Frances Haugen forlod sit job, kopierede hun hemmeligt tusindvis af sider med interne forskningsdokumenter, som hun efterfølgende har frigivet.

Dokumenterne har dannet grundlag for flere forskellige angreb fra den forhenværende Facebook-ansatte – og nu altså endnu et, skriver Sky News.

Den forhenværende it-medarbejder har tidligere angrebet Facebook med, at deres produkter skader børn, skaber splid og svækker demokratiet. Anklager, som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg afviser pure.

I det nye angreb anklager Frances Haugen Mark Zuckerberg for ikke at være villig til at beskytte den offentlige sikkerhed.

Det lyder blandt andet, at flere medarbejdere gentagne gange advarede om, at Facebook flød med misinformation om, at der skulle være blevet fusket med valgresultaterne ved USAs præsidentvalg i 2020.

Sky News skriver, at det blandt andet har pustet liv til bekymringerne om Facebooks rolle under optøjerne 6. januar i år, hvor Trump-tilhængere stormede Kongressen i USA.

I et interview med avisen The Observer har Frances Haugen sagt:

»Han har intet tilsyn, og han har ikke vist, at han er villig til at styre virksomheden på det niveau, der er nødvendigt for den offentlige sikkerhed.«

Marck Zuckerberg afviser alle Frances Haugens påstande.

»Kernen i disse beskyldninger er denne her idé om, at vi prioriterer profit frem for sikkerhed og velvære. Det er bare ikke sandt,« lyder det fra Mark Zuckerberg ifølge Sky News.