Indbrudstyve har været på rov og endevendt hele Tina Lunds hjem for værdier. Der er findeløn til den, der kan hjælpe.

»Jeg er fuldstændig grædefærdig. Jeg har grædt hele morgenen,« fortæller en rystet Tina Lund til B.T.

Hun er i øjeblikket til ridestævne i Herning, og i morges fik hun et opkald fra familiens hundepasser, der kom ind i huset og så, at det hele var smadret.

Den professionelle springrytter og forsidefrue er for nylig flyttet tilbage til Danmark fra Dubai med sin mand og deres to børn, og de har netop lige fået skiftet alle låse ud i huset – men tyvene har brudt vinduerne op for at komme ind.

Familien har endnu ikke det fulde overblik over, hvad der er stjålet, men der er flere ting, hun ved, der mangler – og som har en værdi, der ikke vil kunne købes for penge.

Tyvene har haft travlt med at endevende hele huset.
Tyvene har haft travlt med at endevende hele huset. Foto: Privat.
Vis mere

Det er blandt andet en ring, hun fik af sin forældre, da hun blev 18, et ur hun fik i konfirmationsgave – og hendes vielsesring.

»Min vielsesring betyder sindssygt meget for mig. Den er speciallavet til mig med Allans navn og dato,« siger Tina Lund og fortæller, at det er en ring, hun altid har passet på, og som hun gerne vil give videre til sin datter.

»Tanken om at jeg aldrig får den på igen … Jeg har allerede grædt så meget i dag, jeg kan næsten ikke græde mere. Det er helt forfærdeligt.«

Derudover har de også taget alle hendes tasker og smykker, samt generelt ting af værdi i huset.

Der er rodet godt igennem i Tina Lunds private sager.
Der er rodet godt igennem i Tina Lunds private sager.
Vis mere

Tina Lund fortæller, at Nordsjællands Politi tager sagen meget alvorligt, og allerede har været ude for at tage dna fra blandt andet vindueskarmene.

Men Tina Lund tager gerne sagen i egen hånd og udlover en dusør til den, der kan hjælpe hende på sporet af de stjålne sager – og i særdeleshed vielsesringen.

»Jeg skal nok betale en findeløn, og den skal nok være stor,« lover hun.