I gennemsnit rammes årligt 4.823 danskere af brystkræft.

Ud af dem ses 40 af tilfældene hos mænd. De resterende 4.783 tilfælde hos kvinder.

Og ifølge World Health Organization skal en af de største risikofaktorer findes i noget, mange af os ynder at indtage. Nemlig alkohol.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Ifølge projektleder ved Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum er koblingen mellem brystkræft og alkohol dog ikke ny:

»Vi har i en årrække vidst, at alkohol udgør en risiko for at få kræft. Så det er ikke nogen nyhed, men der er nok mange mennesker, der ikke ved det,« siger han.

Brystkræft er den hyppigste kræftform i de i alt 53 lande, der tilsammen udgør WHO European Region.

WHO European Region har den højeste rate af nye tilfælde af brystkræft i verden. Og rapporten viser, at 7 ud af 100 nye brystkræfttilfælde kan kobles til alkoholindtaget.

Men det er ikke kun ved hyppig indtagelse af alkohol, at dråberne kan udgøre en risikofaktor.

»Det, der særligt kendetegner brystkræft, er, at selv et lille indtag udgør en risiko. Der er ikke nogen nedre grænse. Selv et lille forbrug har betydning for, at man kan udvikle brystkræft,« siger Peter Dalum og fortsætter:

»Men det er klart, at jo mere alkohol man drikker, jo større er risikoen selvfølgelig.«

Rapporten viser, at hvert fjerde alkoholrelaterede brystkræfttilfælde er hos personer, der gennemsnitligt indtog én øl eller to små glas vin dagligt.

Men selvom det kan lyde skræmmende, er der ifølge Peter Dalum ikke grund til bekymring, hvis man holder sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for alkoholindtag.

»Der er desværre rigtig mange danskere, der hvert år rammes af brystkræft. Og langt de fleste tilfælde skyldes stadig andre årsager end alkohol.«