Det var med 'Nattevagten' i 1994, at Ole Bornedal for alvor fik sit gennembrud.

Instruktøren har allerede løftet sløret for, at der er en opfølger i gærde. Den har fået titlen 'Nattevagtens datter'.

Og nu røber han altså i et interview med Kino, at titelrollen – og formentligt hovedrollen – er afsat til en helt særlig person. Nemlig Ole Bornedals egen datter, Fanny – medmindre hun kvajer sig, understreger han med et smil.

»Vi er jo professionelle, så hun får kun rollen, hvis hun opfører sig ordentlig og disciplineret … og vasker op,« fortæller han grinende.

Fanny Leander Bornedal.
Fanny Leander Bornedal. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Manuskriptet er skrevet, og i skrivende stund er Ole Bornedal i fuld gang med at udvikle filmen.

»Hvis alt går vel, får vi den finansieret, og så optager vi engang til næste år,« fortæller han.

Det var helt tilbage i 2017, at Ole Bornedal offentligt luftede tanken om en opfølger til 'Nattevagten'.

Dengang fortalte han, at han var i kontakt med de skuespillere, der spillede med i originalen. Alle skulle de have vist interesse for at tage en runde til.

Hovedrollen blev i 1994 spillet af en ung Nikolaj Coster-Waldau. En rolle, der skulle vise sig at blive hans store, nationale gennembrud.

Efterfølgende har han også formået at slå igennem på det internationale lærred, blandt andet med sin rolle i hitserien 'Game of Thrones'.

Det bliver ikke første gang, at filminstruktøren og skuespillerdatteren slår pjalterne sammen.

I Ole Bornedals seneste film, 'Skyggen i mit øje', der får premiere 28. oktober, spiller Fanny Bornedal med i rollen som Teresa.

Tidligere har hun blandt andet været på rollelisten i faderens 'Kærlighed på film' fra 2007 og i 'Fri os fra det onde' fra 2009.