Har du nogensinde oplevet et blackout på en bytur, du ikke kunne forklare?

Det har flere unge piger i England ifølge BBC på det seneste.

Engelsk politi har fået anmeldelser fra flere unge piger, der har den samme historie at fortælle, efter en tur på natklub.

En af pigerne er 19-årige Zara Owen.

En aften, hvor hun havde drukket væsentlig mindre end normalt, var hun kun lige ankommet til natklubben i Nottingham, før hun fik blackout.

»Jeg er virkelig bange. Det er en af de ting som du hører om, men aldrig tror sker for dig selv,« siger hun om episoden,

Efter hun gik i baren for at bestille en drink, kan Zara Owen nemlig slet ikke huske noget, før hun vågnede i sin egen seng med ondt i benet.

Og smerten i benet viser sig måske at være afgørende for forklaringen på hendes blackout.

En anden fortæller nemlig i et opslag på Facebook, hvordan hendes 19-årige søster fik blackout, efter hun havde forladt Stealth Nightclub, der ligger i Nottingham.

Søsteren havde mærket et niv bag på sin arm kort inden, hun fik et blackout.

Zara Owen, der var vågnet med ondt i benet, fandt efterfølgende et mærke, der godt kunne ligne et stik fra en nål.

Nottinghams politi har bekræftet, at man undersøger flere sager, hvor folk er blevet stukket, skriver BBC.

Natklubben i Nottingham bekræfter også, at man har modtaget meldinger om, at to er blevet stukket inden for de seneste uger.

Her vil man nu udlevere overvågning fra natklubben, så politiet kan undersøge sagen nærmere.

Imens har flere kvindelige studerende oprettet en gruppe, hvor de vil lægge pres på natklubberne ved at boykotte dem.