En baneløber satte sikkerhedsvagterne på overarbejde på Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford.

Onsdag aften endte lykkeligt for United og stjernen Cristiano Ronaldo, der fuldendte et storslået comeback i Champions League-opgøret mod danske Joakim Mæhles Atalanta med en 3-2-sejr efter at have været nede med 0-2.

Mæhles idol er netop Ronaldo, som han fik mulighed for at hilse på efter kampen, men det var en helt anden, der var tæt på at stjæle showet.

I klippet, som du kan se øverst i denne artikel, tager sejrsjublen en drejning for Ronaldo, der uforvarende er tæt på at blive løbet ned af en baneløber. I baggrunden kan man se en fan tage chancen og storme ind på banen, mens adskillige gule sikkerhedsveste flyver af sted efter ham.

Baneløberen fik fat i Ronaldo, inden han blev tacklet.
Baneløberen fik fat i Ronaldo, inden han blev tacklet. Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

Men i første omgang er han ikke til at fange. På billederne kan man se ham løbe i høj fart – i hvert fald hurtigere end vagterne kan følge med i – og han når hele vejen ind til Ronaldo, der går og smiler til tv-kameraerne.

Her får han fat i Ronaldos trøje, inden sikkerhedsvagterne får fat i ham – bortset fra én, der glider i græsset.

På trods af chokket kan den portugisiske stjerne kun grine af optrinnet, mens han begiver sig ud i omklædningsrummet.

Og han har da også meget at smile af. Ronaldo stod for sejrsmålet til 3-2, og den vigtige sejr for United betyder, at man nu topper sin Champions League-gruppe foran netop Atalanta.