Den 62-årige raplegende Flavor Flav skal forsøge at overbevise retten om, at han ikke skal sigtes for vold mod sin kæreste.

Det står klart, efter at han for to ugers tid siden blev anholdt efter husspektakler i sit hjem i Las Vegas.

Dengang blev rapperen, som i sin tid var medlem af den banebrydende rapgruppe Public Enemy, anklaget for at have taget fat i eller have prikket en kvinde i ansigtet og for at forsøge at vride en telefon ud af hænderne på hende.

Det skriver Page Six, som har fået indsigt i politianmeldelsen omkring hændelsen, der fandt sted 4. oktober.

Det amerikanske medie kan ligeledes berette, at rapperen med det borgerlige navn William Jonathan Drayton Jr. skal forsvare sig selv i retten i slutningen af denne måned.

Flavor Flavs advokater, David Chesnoff og Richard Schonfeld, bekræfter anholdelsen og det kommende retsmøde over for nyhedsbureauet AP.

De udtaler, at der til retsmødet vil komme flere detaljer frem i sagen, som vil tale raplegendens sag.

»Som altid i sager om påståede husspektakler, så er der ofte to sider af sagen, og vi vil forklare hans side i retssalen,« lyder det fra advokaterne.

Politifoto af Flavor Flav.
Politifoto af Flavor Flav. Foto: Henderson Police Department
Vis mere

Navnet på den pågældende kvinde i sagen har ikke været fremme, og det er streget ud i retsdokumenterne.

Det kan dog stadig læses, at der er tale om en kvinde, som Flavor Flav har et romantisk forhold til, og som han har en mindreårig søn med.

Ifølge retsdokumenterne og politianmeldelsen forsøgte sønnen at stille sig mellem sine forældre, da de kom op at toppes.

Her står der også, at betjentene kunne se en mindre ridse eller sår i ansigtet på kvinden, da de 4. oktober blev tilkaldt til hjemmet i Las Vegas.

Flavor Flav har endnu ikke udtalt sig om sagen, men hyldede så sent som tirsdag sig selv for ikke at have drukket alkohol i et år.

Det gjorde han i et opslag på Twitter, hvor han skrev følgende:

'Et år er gået. Mange flere er forude. Næste år håber jeg, at min familie vil gå ned ad den samme sti, som jeg har taget.«

Det er ikke første gang, Flavor Flav har problemer med lovens lange arm.

Han tilbragte i 1991 en måned i fængsel for vold mod sin daværende kæreste. To år senere røg han tre måneder i fængsel for at skyde mod sin nabo.

I 2012 blev han sigtet for at true og jagte sin daværende 17-årige stedsøn gennem deres hjem i Las Vegas.

Den sag blev lukket i 2014, da rapperen erkendte sig skyldig for at få en mildere straf.