Uhyggelige billeder udspillede sig søndag, da Vitesse mødte Nijmegen i den bedste hollandske fodboldrække, Eredivisie.

Udebanefansene fra Vitesse var ellevilde oven på en 1-0-sejr. Den store glædesrus blev udtrykt gennem et hoppevilligt publikum, som sang for fuld drøn foran deres hold. Men her gik det galt.

De mange glade mennesker fik tribunen til at gynge i luften i sådan et grad, at den til sidst måtte give efter. Og den danske angriber i Vitesse Nikolai Baden Frederiksen stod lige foran klubbens fans, da uheldet skete.

»Da vi alle sammen står og synger, er det en fantastisk følelse, og man er jo helt ovenpå. Fansene er glade, vi står og danser, hopper og råber og skriger. Så lige pludselig kollapser det hele sgu. Der tænker man jo bare 'fuck'. Det er jo på ingen måde fedt at se,« siger han.

Foto: VINCENT JANNINK
Vis mere

På mirakuløs vis kom ingen til skade, da en container under det kollapsede afsnit 'greb' tribunen i faldet mod jorden. Da det gik op for alle, at der ingen tilskadekomne var, spredte der sig en meget uventet stemning. For endnu engang brød fansene ud i jubel.

»Man står med en lidt mærkelig følelse og fornemmelse, når de ligger og kravler rundt oven på hinanden og ikke kan komme ud. Og fansene står bare og råber og skriger, fordi de synes, at det er fedt, at de har ødelagt tribunen,« siger han.

Det lyder måske bizart at juble over at ødelægge en modstanders stadion, men når man tager et nærmere kig, er der en forklaring. For Vitesse og Nijmegen hader hinanden som pesten.

»Opgøret er kæmpestort. Jeg havde aldrig hørt om det, før jeg kom herned. Jeg vil sige, at man kan sammenligne det lidt med Brøndby mod FCK. Fanmæssigt er det helt ude at skide på en eller anden måde. Det er bare rent had.«

Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

»Tager man til Vestegnen med FCK-trøje, så er chancen for, at der sker noget ballade, rimelig stor. Det er det samme hernede,« siger han.

Det store had mellem de to betød, at kampen blev ekstra speciel for Nikolai Baden, der afgjorde kampen som enlig målscorer.

»Det var selvfølgelig kæmpestort at afgøre det og skrive sig ind i historiebøgerne. Det var en vild succesoplevelse,« slutter han.

Øverst i artiklen kan du se, da tribunen falder sammen.