»Jeg synes ikke, at en undskyldning på nogen måde kan indebære, at man mobber videre.«

Sådan lyder det fra en tydeligt rasende Line Hoffmeyer, da B.T. fanger hende over telefonen tirsdag til en snak om den tidligere svømmestjerne Jeanette Ottesen og dennes meget omtalte undskyldning til Lotte Friis.

I undskyldningen, der er beskrevet i Jeanette Ottesens nye bog, beklager hun for at have mobbet sin tidligere svømmekollega, men hun kalder også samtidig Lotte Friis for et 'klassisk mobbeoffer', en 'speciel type' og en 'fedtmule'.

Og det falder Line Hoffmeyer, der selv er tidligere mobbeoffer, for brystet.

Line Hoffmeyer med sin kommende eksmand, Lasse Rimmer.
Line Hoffmeyer med sin kommende eksmand, Lasse Rimmer. Foto: STUB, MICHAEL
Vis mere

»Jeg bliver enormt vred, fordi hun jo mobber videre, når hun gentager de ting,« siger influenceren og fortsætter:

»Det er mobning forklædt som en undskyldning, og det er bare ikke okay i mine øjne.«

Line Hoffmeyer tog allerede mandag afstand fra Jeanette Ottesens undskyldning i et opslag på sociale medier.

Her revsede hun den tidligere svømmestjerne for at dele Lotte Friis' historie uden at få lov.

Arivfoto af Lotte Friis (tv.) og Jeanette Otesen (th.).
Arivfoto af Lotte Friis (tv.) og Jeanette Otesen (th.). Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Vis mere

»Det er bare ikke okay, at hun tvinger Lotte Friis til at tage stilling til en masse usikkerheder, hun måske stadig har den dag,« siger Line Hoffmeyer til B.T. og fortsætter:

»Det er så nemt at gå ud og skrive en bog om, at man fortryder, men det mindste, man kan gøre, er da at se indad i stedet for at fortsætte mobningen og sige, at Lotte Friis selv var ude om det, fordi hun var på en bestemt måde.«

Line Hoffmeyer understreger, at hun ikke kender alle detaljer i sagen, og at hun godt ved, at det er 'absurd at blive krænket på andres vegne', men fortæller samtidig, at hun ikke kan lade være med at reagere, fordi hun netop selv har været udsat for mobning og ikke kan lade være med at sætte sig i Lotte Friis' sted.

»Og jeg ville simpelthen være så ulykkelig, hvis dem, der mobbede mig, skrev en bog, hvori de gengav mine 'særheder' og victimblamede mig. Det ville være så ubehageligt.«

Line Hoffmeyer kalder det endvidere en joke, at Jeanette Ottesen har beskrevet sig selv som antimobningsambassadør, når hun – ifølge influenceren – selv er en mobber.

»Det er enormt provokerende, at hun bliver brugt til at bryde tabuet om mobning, når alt, hun gør, er at videreføre mobningen.«

Line Hoffmeyer er bestemt ikke den eneste, der har rejst kritik af Jeanette Ottesens beskrivelse af mobningen i sin nye bog.

Også Lotte Friis selv har udvist frustrationer over delagtiggørelsen af hele den danske befolkning.

Lotte Friis og Jeanette Ottesen.
Lotte Friis og Jeanette Ottesen. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

'Jeanette har ved sit behov for at fortælle det, hun opfatter som den fulde historie, sørget for, at mine fremtidige børn, kolleger og alle andre for evigt kan læse historien om 'mobbeofferet' Lotte Friis. Det synes jeg ikke er okay,' skrev Lotte Friis i et opslag på Instagram mandag.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jeanette Ottesen til kritikken, men det har ikke været muligt.

Hun har dog tidligere sagt følgende i 'Go' aften Live' på TV 2, da hun blev konfronteret med Lotte Friis' frustrationer:

»Når jeg beskriver en situation, er det jo også min historie, så jeg føler ikke, at jeg går ind og tager Lottes historie og fortæller den. Jeg fortæller det jo faktisk fra min synsvinkel.«