Børn, der er i dyb sorg, fordi de har mistet mor eller far, har brug for hjælp og støtte.

Derfor får 100 børn og unge i Aarhus hver uge hjælp af Skyggebørn – en organisation, der holder gruppesamtaler for børn og unge, som har mistet.

Men der er endnu flere, der har brug for hjælp. Problemet er bare, at Skyggebørn kæmper for at finde permanente lokaler i Aarhus.

Derfor falder det på et tørt sted, at den aarhusianske fodboldklub Aarhus Fremad for nylig lavede en ny udebanetrøje til ære for Skyggebørn. Trøjerne er lige nu ved at blive bortauktioneret, så pengene kan gå til Skyggebørns arbejde.

»Det er ubeskriveligt vigtigt for os og helt fantastisk. Vi er dybt afhængige af mennesker, der har sympati med vores arbejde,« siger stifter af Skyggebørn, Jes Dige, til B.T.

Organisationen, der blev stiftet i 1991, arrangerer gruppesamtaler for børn og unge i alderen tre til 28 år. I Aarhus har de seks grupper med 15 personer i hver.

De kunne være flere, hvis de havde lokalerne til rådighed, for der er endnu flere børn, der efterspørger deres hjælp.

I Aalborg har de eksempelvis 600 individuelle samtaler om året, men det er ikke muligt for Skyggebørn at holde individuelle samtaler i Aarhus i øjeblikket, fordi de mangler et kontor til deres frivillige.

»Alt vores arbejde er frivilligt, og alt, vi tilbyder, er gratis. Derfor er initiativer som dette, der støtter vores arbejde, vitale for, at vi kan drive vores organisation,« siger Jes Dige.

De får mange henvendelser i Aarhus, men de kan ikke imødekomme behovet. I øjeblikket låner Skyggebørn lokaler på VIA University College i Skejby, men de har brug for noget mere permanent, så de kan få lagt grupperne på faste ugedage.

Aarhus Fremad kan måske hjælpe dem på vej. De spiller i gult, ligesom nogle af modstanderne også gør, så pludselig manglede de en ny udebanetrøje i en anden farve.

Den blev hvid med et Skyggebørn-logo på, og pengene fra auktionen går ubeskåret til Skyggebørn, hvis arbejde ligger direktøren for Aarhus Fremad, Lars Kruse, meget nært.

Sådan så det ud, da Aarhus Fremad fredag aften spillede i Skive. Selvom de havde støttetrøjen på, endte det med et nederlag.
Sådan så det ud, da Aarhus Fremad fredag aften spillede i Skive. Selvom de havde støttetrøjen på, endte det med et nederlag. Foto: Aarhus Fremad
Vis mere

»Jeg mistede selv min mor, da jeg var ti år gammel. Dengang var der ikke et system eller netværk, der hjalp børn som mig. Så det rammer virkelig mig, der selv har haft det inde på livet, og derfor vil vi gerne hjælpe med at gøre en forskel for dem,« sagde direktøren til B.T.

Nu er auktionen startet, og der er allerede budt adskillige tusind kroner på de forskellige spillertrøjer.

Hvad pengene skal bruges til helt konkret, ved Jes Dige ikke endnu. Men børnene får forplejning, når de spiser sammen til gruppesamtalerne, så måske skal nogle af pengene gå til det.

Og så håber Jes Dige, at de snarest kan udvide i Aarhus, så endnu flere børn og unge kan få hjælp og støtte.

»For sorg er ikke noget, der bare går over.«

Auktionen af trøjerne kan du finde her.