Han har lagt kvinder ned på stribe i 'James Bond'-filmene, men i sin fritid vælger Daniel Craig at gå på barer for homoseksuelle, når han skal nyde en iskold martini.

Og det er der en god årsag til.

Årsagen er, at Daniel Craig ofte kommer i ballade, når han bevæger sig ind på barer for heteroseksuelle.

Det fortæller den 53-årige skuespiller i et interview med Bruce Bozzi i programmet 'Lunch with Bruce'.

»Jeg er gået på bøssebarer så længe, jeg kan huske, fordi jeg på bøssebarer ikke kommer op og slås ligeså ofte,« siger han i programmet.

Filmstjernen mener umiddelbart ikke, at det er hans egen skyld, at han kommer op og toppes på barer for heteroseksuelle.

Han mener tværtimod, at det skyldes macho-stemningen, der følger med, når man blander en masse mænd og kvinder med store mængder alkohol.

»Jeg blev træt af de diller-svingende heterobarer allerede som ung, og jeg ville ikke ende i flere slagsmål.«

Daniel Craig understreger endvidere, hvorfor han bedre kan lide barer for homoseksuelle:

»Alle er afslappede. Du behøver ikke at sætte ord på din seksualitet,« siger han og påpeger, at det for ham desuden har været nemmere at score.

»Det er et meget sikkert sted at være, og som ung kunne jeg møde kvinder der, fordi de var der af samme årsag som mig.«

Tilbage i 2010 blev Daniel Craig 'fanget' af paparazzier på en bar for homoseksuelle i Californien.

Dette sætter han også ord på i podcasten med Bruce Bozzi, som var sammen med Daniel Craig på den pågældende bar for 11 år siden.

»Det var ironisk, at vi blev 'fanget', for vi gjorde jo ikke noget som helst galt,« siger han og fortsætter:

»Vi havde en hyggelig aften og var blevet fulde, så vi tog på en bar og var ligeglade med, at det var en bøssebar.«

Daniel Craig har siden 2011 været gift med skuespillerinden Rachel Weisz, som han har en datter på tre år med.

Skuespilleren har desuden en 29-årig datter fra sit tidligere ægteskab med Fiona Loudan, som han var gift med fra 1992 til 1994.