»Da vi nåede fem minutter uden for Aalborg, gav han mig tre knytnæveslag i ansigtet.«
Forinden er Michel Drescher stukket af fra hjemmet i Hasseris. Han gemmer sig sammen med en kammerat, fordi han ikke vil tilbage til Gravenshoved.
»Der gik ikke lang tid, inden de fandt os, og så måtte jeg jo tilbage. Det var et barsk sted, når man var så lille.«
Michel Drescher er 12 år, da han ryger afsted på kostskolen. Han er kommet i det forkerte selskab, og da den skole, han går på, anbefaler Gravenshoved Kostskole til forældrene, sender de Michel afsted.
Michel Drescher er en af de mange, der har henvendt sig til B.T., efter at 31 tidligere kostskoleelever har klaget til Aalborg Kommune over den behandling, de fik, da de gik på Gravenshoved Kostskole.
»Det var især én lærer, der var ubehagelig over for mig. Det var ham, der hentede mig, den dag jeg stak af. Han var en modbydelig mand.«
Der er dog mange grunde til, at den 12-årige Michel Drescher ikke ville være på Gravenshoved.
»Det var et ubehageligt sted. Vi skulle løfte kævler, der var tungere end os selv, op ad en bakke. Den, der kom sidst, fik tæv. En dag var der en lille fyr, som så ud til, at han kom sidst, og derfor hjalp jeg ham op ad bakken,« siger Michel Drescher og fortsætter:
»Det resulterede bare i, at det var mig, der fik tæskene.«
Tæskene giver blå mærker, og det får ham til at ændre adfærd, når han er hjemme på besøg hver 14. dag. Når han går i bad, går han ikke længere ud i bar overkrop.
Tøjet tager han også på, inden han igen kommer ud fra badeværelset. Så kan forældrene ikke se de blå mærker.
»Vi måtte jo ikke sladre. Gjorde vi det, blev det værre for os, når vi kom derned igen. Derfor begyndte jeg at skjule mig, når jeg var hjemme.«
Men også en situation omkring spisning står lysende klart i Michel Drescher erindring:
»Når vi skulle spise, skulle jeg sidde med telefonbøger under armene, fordi lærerne ikke syntes, jeg sad og spiste pænt. Så skulle jeg sidde der foran alle. Det var ydmygende, og jeg gav mig til at græde,« husker Michel Drescher og fortæller videre:
»Og så fik jeg skældud, fordi jeg begyndte at græde.«
De mange anklager fra de tidligere elever har fået Aalborg Kommune til at melde kostskolen til Syd- og Sønderjyllands Politi. For selvom Aalborg Kommune ejede stedet, lå det i Sønderjylland.
Den dag i dag kan Michel Drescher ikke gå igennem Prinsensgade uden at føle ubehag.
Det var herfra, den gule bus mod Gravenshoved Kostskole ventede, når han skulle tilbage til skolen efter hjemmebesøgene.
»Jeg bliver ked af det, når jeg ser den gade. For jeg kan huske, hvordan det var at stå der og vente på bussen. Jeg blev ængstelig. For mig er det bare sådan en sort, trist gade.«
Torsdag kunne B.T. fortælle, at Aalborg Kommune allerede i 2009 fik en klage over kostskolen. Men også i 1991 bliver der klaget.
Moren ringer nemlig til Ungdomsforvaltningen i Aalborg Kommune og klager over de ting, som Michel Drescher kommer hjem og fortæller.
Hun bliver lovet et svar på sin henvendelse, men det får hun aldrig.
Derfor ringer hun to gange mere, men ingen af gangene får hun svar fra kommunen, fortæller Kirsten Knudsen Damsgaard.
»I tiden efter han kom hjem, var han nervøs og bange for, at han skulle derned igen. Vi sagde til ham, at det kom han aldrig igen, men der gik tid, inden han turde tro på det.«
De daværende rådmænd i perioden, hvor Michel Drescher gik på kostskolen, Inge Nesgaard (daværende skolerådmand) og Henning G. Jensen (daværende rådmand for Socialforvaltningen) fortæller, at de ikke har kendt til hændelserne før nu.
»Jeg har den bemærkning, at jeg aldrig har hørt om det. Det er 30 år siden, så det erindrer jeg ikke. Overhovedet,« lød det tirsdag fra Inge Nesgaard.
De mange oplevelser på Gravenshoved Kostskole har betydet, at Michel Drescher har levet et udsvævende liv med både hash- og alkoholmisbrug.
»Jeg har altid haft sådan en uro i kroppen. Det længste, jeg har været på en arbejdsplads, er syv år.«
Men de grumme ting, som børnene på kostskolen oplever, skaber også et sammenhold, husker Michel Drescher i dag.
»Vi passede på hinanden. Vi grinte eller hånede ikke hinanden – det var nok, at lærerne gjorde det.«
