En større beredskabsaktion fandt sted tidligere i dag.

Her var både helikoptere og skibe sat i værk, og det var Forsvaret, som styrede kommandoen.

Det forklarer vagtchefen for Forsvarets Operationscenter til B.T.

»Det startede egentlig ud som en redningsaktion, hvor vi fik en melding om, at et skib med en mand var gået på grund og havde vandindtrængning.«

Og den melding betød, at Forsvaret valgte at sende den helt store redningshelikopter i luften.

Men da meldingen lød på, at den forliste mand befandt sig syd for Vordingborg, så blev alle sat i vandet og i luften med kurs mod Vordingborg.

Og efter en større aktion i området måtte de udvide søgeområdet.

Det viste sig dog, at manden slet ikke befandt sig i området nær Vordingborg, men derimod mere nordøst i Faxe bugt.

Her fandt Forsvaret den pågældende mand på sit skib, som var gået på grund.

Ifølge vagtchefen var manden ikke kommet til skade og blev reddet i land.