Straks hun trådte ind på hospitalsstuen, kunne hun se det i hans øjne. Se angsten og usikkerheden lyse ud af dem. Se, hvordan spørgsmålet nærmest havde ætset sig i dem. 'Går du fra mig nu?' spurgte de.

»Jeg vidste udmærket, at det var de tanker, der gik igennem ham. Så jeg røg bare lige i hovedet på ham, mens tårerne væltede ud af øjnene på os begge, og sagde: 'Du skal bare vide, at vi er ikke tilbage til start. Jeg er her, og jeg skal ingen steder',« genfortæller hun. Med skrøbelig stemme og fugtige øjne.

For frygten var der. Sad der fra dengang, hvor hun blev så forelsket i en anden, at hun overvejede at gå. Det vender vi tilbage til.

Udfordringer har der været mange af i Annette Heicks snart 50 år lange liv. De er – som hun beskriver i sin selvbiografi 'Datteren' – kommet i mange afskygninger.

Men dén, der ramte hende i sommer, var for første gang én, der fik hende til at råbe af Vorherre og spørge, hvad fanden han bildte sig ind. Havde de ikke været igennem nok?

Annette Heick er ikke bleg for at kalde de sidste syv år for et helvede. Så hun rasede over for Vorherre, da hendes mand i sommer blev ramt af to blodpropper.
Annette Heick er ikke bleg for at kalde de sidste syv år for et helvede. Så hun rasede over for Vorherre, da hendes mand i sommer blev ramt af to blodpropper. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

'DEN LAVER DU IKKE MED MIG! DU ER SLET IKKE KLAR OVER, HVEM DU ER OPPE IMOD' skreg hun til ham. Med versaler.

»Jeg var rasende. Vi var endelig nået dertil, hvor alt var stjernegodt, og vi følte os som nyforelskede. Så får Jesper to blodpropper! Det er kraftedeme ikke i orden,« siger Annette Heick.

Hun sidder ved langbordet i køkkenet hjemme i Søllerød. Prøver at falde ned oven på en hektisk dag, der startede klokken 7 med at skovle et ton jord fra traileren op i en container på genbrugspladsen. Siden er det gået slag i slag uden hverken vådt eller tørt.

»Men jeg nåede da lige at skifte tøj, inden I kom,« smiler hun stolt og stryger hånden hen over den hvide bondeskjorte.

Læser man 'Datteren', bliver man ikke i tvivl om, at denne dag bare ligner alle de andre. At Annette Heick – som hun også selv udtrykker det – ikke bare knokler, men er udstyret med et ekstra gear. Præcis som den Maserati, hun for nylig har foræret sig selv. Som et synligt symbol på, at hun har klaret skærene – dem allesammen – og fortjent den.

Det er velkendt for de fleste, at mange af de skær har været i det indre farvand. I løsrivelsen fra sit kendte og folkelige ophav. Og netop dér spiller ikke mindst hendes mand, Jesper Vollmer, en afgørende rolle.

»Først da jeg mødte ham, gik det op for mig, at jeg skulle finde ud af, hvem og hvad jeg gerne ville være,« siger Annette Heick om det vendepunkt, hun nåede i en alder af 27.

Når hun tænker tilbage på den tid, var hun i fuld sving med at kopiere sine forældres liv. Med base i sit lille rækkehus i Nivå, omgivet af tunge palisandermøbler, boede hun med sin kæreste Søren.

En ung Annette Heick foran det rækkehus i Nivå, som hun i meget ung alder investerede i, og hvor hun var i fuld gang med at kopiere sine forældres liv.
En ung Annette Heick foran det rækkehus i Nivå, som hun i meget ung alder investerede i, og hvor hun var i fuld gang med at kopiere sine forældres liv. Foto: MOGENS LADEGAARD
Vis mere

Men fundamentet var begyndt at knage under dem, da hun ved en vens fødselsdag blev præsenteret for Jesper Vollmer. Som snart slog benene væk under hende.

»Vi opførte os faktisk ordentligt,« understreger Annette Heick, som mødtes med ham flere gange, mens hun stadig var kæreste med Søren.

Men selvom de var ordentlige, var hun ikke i tvivl om, at noget var under opsejling inden i hende.

»Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at forfølge det, jeg følte. Dét, jeg kunne mærke, var for voldsomt,« siger Annette Heick om sit møde med kærligheden.

»Hvad faldt jeg for?« spørger hun og tygger lidt på ordene.

»Jesper hviler jo helt sindssygt meget i sig selv. Du kan simpelthen ikke blæse ham omkuld. Det er jo ret fedt, når man selv er sådan en hoppebold. Han er virkelig et anker. Én, man bare har lyst til at kramme sig ind til og ikke rigtig forsvinde fra igen.«

Og det var præcis, hvad Annette Heick gjorde, da hun kort efter brød med Søren og fik en ven til at lokke den intetanende Jesper Vollmer ind på Axeltorv i København. Hvor hun stod i skjul.

'Mit hjerte hamrede. Jeg havde ikke set ham i hen ved to måneder, og sidst jeg så ham, var det gennem tårer. En afsked var blevet taget, før der overhovedet havde været en begyndelse,' skriver hun i bogen.

Annette Heick anno 1999 med familien og sin nye kæreste.
Annette Heick anno 1999 med familien og sin nye kæreste. Foto: BENT MIDSTRUP
Vis mere

På torvet gav hun sig til kende. Han åbnede sine arme, holdt om hende.

'Du må aldrig slippe mig igen,' sagde hun.

»Vi stod i en time og krammede. Det ved jeg, for vi kunne høre rådhusuret,« smiler Annette Heick. Med kærlighed strømmende ud af øjnene.

I 23 år har de holdt om hinanden. Men også været kastet omkuld og måttet kæmpe for at finde fodfæstet igen. Hver for sig og sammen.

Ikke mindst da Jesper Vollmer under en ferie i Thailand i 2015 brækkede nakken i en badeulykke, og fundamentet under dem krakelerede på alle parametre.

»Vi har haft syv år i helvede. Det har eddermame været nogle barske år. Der var ikke ret mange åndehuller,« siger hun og ser helt træt ud ved tanken om tiden, hvor han kæmpede med at genvinde førligheden og selvværdet og hun selv med at holde hele familien oven vande. Økonomisk og mentalt.

Hun husker kun alt for godt, hvordan det skabte ubalance i deres forhold. Hvordan han for eksempel en dag stolt viste, hvor meget han nu kunne bevæge sin tommelfinger, og hun stram i betrækket vrissede: 'Er du klar over, at jeg arbejder fucking 80 timer denne uge for bare at kunne betale regningerne, og så skal jeg sidde og kigge på din tommelfinger?'.

»Det er jo frygteligt og så hjerteløst at sige sådan,« siger Annette Heick. Skamfuldt. Og indrømmer, at det sled hårdt på hende at være den, der konstant skulle være stærk. Hende, ingen nogensinde spurgte, hvordan hun havde det. Hende, der ikke kunne tillade sig at være lille og skrøbelig.

Annette Heick har aldrig lagt skjul på, at det sled på ægteskabet, da hendes mand i 2015 brækkede nakken i Thailand. Men takket være parterapi reddede de forholdet.
Annette Heick har aldrig lagt skjul på, at det sled på ægteskabet, da hendes mand i 2015 brækkede nakken i Thailand. Men takket være parterapi reddede de forholdet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det var da også i dét spændingsfelt, at det stærke bånd mellem dem var tæt på at briste i året efter ulykken.

I bogen fortæller hun ærligt om, hvordan hun blev forelsket i en anden mand. Simpelthen fordi han viste omsorg for hende. Og så hende som kvinde. Fortæller, at hun seriøst overvejede at gå fra sin mand. For at redde sig selv.

»Men det er fejt,« understreger Annette Heick på den anden side af bordet og kalder den forelskelse, som hun følte, for »snyd og bedrag«.

»Forelskelsen er bare en masse flødeskumskager. Og jo, det ville da være lækkert og vidunderligt, at jeg kunne sidde der og guffe i mig og have det godt.«

»Jeg gad jo ikke engang spørge mig selv om, hvordan det ville være for børnene at se deres far humpe rundt, mens jeg sad og åd flødeskumskager.«

»Men svaret kender jeg jo godt. Det ville være fuldstændig urimeligt og forfærdeligt. Så hvorfor skulle de udsættes for det?« spørger Annette Heick og kender svaret.

For det skulle de ikke. Og hun priser sig lykkelig for, at den mand, som hun i sin hunger efter at blive set forelskede sig i, afviste hende. Sagde ligeud, at hun skulle fokusere på dét, der er det vigtigste i hendes liv. Manden Jesper og sønnerne Eliot og Storm.

Annette Heick med sin mand Jesper og sønnerne Eliot og Storm.
Annette Heick med sin mand Jesper og sønnerne Eliot og Storm.
Vis mere

»Det er nemt nok at forstå alle mekanismerne i dét, der skete. Også for Jesper. Men det gør naller, og det er uskønt og det er fejt. Alle de grimme ord.«

»Men der er altså kun én vej. Og det er at gå ind i alt det grimme og turde vende vrangen ud på sig selv og også tillade hinanden at sige alle de ting, som gør mega ondt,« siger en ærlig Annette Heick, som i 2016 gik i parterapi med Jesper. Og kalder det genialt.

»Man holder på en helt anden måde om hinanden, når man går derfra,« smiler hun.

Det har de gjort siden. Har aldrig sluppet hinanden. Heller ikke, da Jesper Vollmer i sommer blev ramt af to blodpropper. Som han heldigvis er kommet helskindet igennem.

»Med det, vi har været igennem, står vi på den anden side og holder stadig om hinanden. Det har bragt os i havn. Jeg kan stå i dag og være så lykkelig over, at jeg sammen med børnenes far har fået en base, der simpelthen er så dejlig.«

I dag kan Annette Heick omfavne livet og er lykkelig over, at hun og hendes familie er kommet sikkert i havn.
I dag kan Annette Heick omfavne livet og er lykkelig over, at hun og hendes familie er kommet sikkert i havn. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jo, da Jesper fik to blodpropper, blev vi begge ramt af følelsen af dyb uretfærdighed. At det her havde ingen af os fortjent efter at have kæmpet så hårdt. Men på bagkant af det vil jeg sige, at vi er stærkere end nogensinde. Der er ikke noget, der kan vælte os,« siger Annette Heick med taknemmelighed og kærlighed i øjnene.

Og banker for en sikkerheds skyld under bordet.

'Datteren' er netop udkommet på Gyldendals forlag