Rene Vinding Christensen stod tirsdag frem og fortalte om voldtægt, regulære tæsk samt psykisk og fysisk vold. Begået af hans tidligere lærere på Gravenshoved Kostskole.

Siden har hans indbakke været glødende. Det fortæller den tidligere kostskoleelev dagen derpå til B.T.

Foruden de 31 sager om misbrug, han kendte til tirsdag, har han fået yderligere 60 henvendelser. Beretninger om frygtelige oplevelser.

»De fortæller alle sammen de samme slags historier, som vi har fortalt, og så er der flere af de mere grove og slemme krænkelser. Og det har rystet os, at der er mange flere af dem. Seksuelle overgreb og voldtægter. Uden at vi kender detaljerne.«

Rene Vinding Christensen var selv elev i starten af 90'erne.
Rene Vinding Christensen var selv elev i starten af 90'erne.
Vis mere

Alle historier stammer fra Gravenshoved Kostskole, hvor lærerne, ifølge de tidligere elever, udsatte børnene for slag, skub, psykisk terror, ydmygelser, regulære tæsk, indespærring, mental nedbrydelse til særdeles grove tilfælde af seksuelle krænkelser og voldtægter.

Han fortæller, at de ældste henvendelser går mere end 60 år tilbage i tiden.

»Det er folk, vi ikke har snakket med i 30 år, og nogle, vi ikke kendte til. Folk helt tilbage fra 1960erne og op efter og gamle elever, der bor rundt omkring i hele verden. Både en i USA og en i Norge.«

»Den tidligere elev i USA så dækningen over web-tv og begyndte at græde. Det er sådan nogle historier, der giver os modet og styrken til at råbe.«

Rene fortalte selv tirsdag til B.T., hvordan han blev udsat for psykisk og fysisk vold. Han gik på kostskolen fra 1990 til 1991.

»På trods af at jeg var blevet lovet det modsatte, blev mine forældre sendt hjem uden at sige farvel til mig, efter jeg havde været på skolen i to timer. Da dét gik op for mig, blev jeg apatisk og begyndte at græde.«

»Som konsekvens fik jeg et slag over nakken, jeg blev smidt ned i gulvet og presset ned i det. Armen blev vredet om, og der blev sat et knæ i ryggen på mig. Så blev der råbt og skreget ad mig, indtil jeg sagde undskyld.«

Gravenshoved Kostskole var ejet af Aalborg Kommune og Aalborg Amt, selvom den lå i Sønderjylland.

Stedet blev brugt til at sende 'problembørn' hen og lukkede i 1992. Men nu skal der ryddes op i fortiden, hvorfor Rene og 30 andre har henvendt sig til kommunen.

Kommunen har valgt at lytte og har indgivet en officiel politianmeldelse af stedet til Syd- og Sønderjyllands Politi, bekræftede skoledirektør i Aalborg Kommune Jakob Ryttersgaard til B.T. tirsdag:

»Vi har anmeldt nogle forhold i relation til kostskolen på baggrund af beskrivelser, vi har fået om skolen. Der kan være nogle strafbare forhold, og det må politiet afdække i deres efterforskning.«

De mange henvendelser, der er løbet ind siden tirsdag, bliver indsamlet og indleveret til Aalborg Kommune, der er ved at kigge på, om der skal sættes en ekstern, uvildig undersøgelse i gang omkring Gravenshoved Kostskole.

Tilbage står Rene med kæmpe glæde og lettelse:

»Vi er overvældet på alle leder og kanter. Vi håbede bare, at kommunen ville lytte til os, men vi er også blevet troet på, og det vælter ind med gamle elever.«

B.T. har været i kontakt med Inge Nesgaard, der var daværende skolerådmand, og Henning G. Jensen, der var rådmand for Socialforvaltningen.

Begge var rådmænd, da skolen lukkede. Ingen af dem har haft kendskab til de beretninger, som de tidligere elever er kommet med, forklarede de tirsdag.