Skrigende gæster, skræmmende monstre og obskure oplevelser.

Det er, hvad du kan forvente, hvis du lægger vejen forbi Aalborg Kongres og Kultur Center en af de kommende dage.

Lige for tiden kan du nemlig opleve centrets årlige Horror House, som de i samarbejde med Aalborg Karneval har sat op i bygningens gamle kælder.

Hvad du også kan forvente er at få puls som en kolibri i parringstid, tøj, der drypper af angstsved, og et irriterende realistisk syn på, hvor få minutter du egentlig ville overleve, hvis verden blev ramt af en zombieapokalypse.

Jeg gik ruten med en af planlæggerne, Sjaja Hadadi fra Aalborg Karneval.

»Årets tema, apokalypse, blev inspireret af covid-19,« fortæller Sjaja Hadadi, der har været med på projektet i otte år.

Et eksperiment er gået galt, og verden er ikke længere, som vi kender den, fortæller et advarselsskilt i starten af ruten.

Der er sluppet en virus løs, som ikke kan kontrolleres, og mennesker i store gule dragter spritter dig af, inden de 20 mest stressende minutter af dit liv starter.

Det virker jo alt sammen lidt for virkelighedstro og er måske også det virkemiddel, der gør, at min reptilhjerne allerede ved første møde med de zombiefiserede statister sætter fuld fart på mine korte ben, der tyrer flere meter forbi både Sjaja og kamerakvinde, før jeg får mindet mig selv om, at mit liv faktisk ikke er i fare.

Sådan fortsætter jeg med at sætte i små sprint gennem hele turen, mens bloddryppende lig jagter mig, hiver mig i håret og omringer mig fra alle sider.

Man fristes til at tænke, at det kunne være en god investering for Aalborg Kongres og Kultur Center at udlevere samme gåseler ved indgangen, som man giver fireårige på i Disneyland.

Hvis Sjaja ikke havde kaldt mig tilbage, hver gang jeg sprintede ud på eventyr, var jeg sikkert blevet væk og havde den dag i dag siddet og skreget mine lunger ud i et mørkt hjørne af kælderrummet, der er fyldt med hængende ligposer.

Alt i alt var det en forfærdelig oplevelse, men det er jo egentlig det, man betaler de 150 kroner for at få.

Spørger du min puls, der ikke har været så høj, siden jeg glemte alle mine replikker til folkeskolerevyen, får oplevelsen én stjerne.

Spørger du den objektive journalist, der skal vurdere, hvorvidt turen lever op til forventningerne, får den fem stjerner.

Horror House holder igen åbent for besøgende fredag og lørdag.

Billetterne kan købes på Aalborg Kongres og Kultur Centers hjemmeside.

I videoen ovenfor kan du se, hvordan vi oplevede den gruopvækkende tur i Horror House.