Fra 1. juli har det været muligt at blive idømt et nyt forbud mod at opholde sig i det danske natteliv.

Og mandag er straffen blevet taget i brug for blot anden gang, da en 31-årig mand er blevet idømt et forbud på at opholde i nattelivet i otte måneder.

Manden er dømt for at tildele et knytnæveslag i ansigtet til en kvinde og er derfor idømt seks måneders fængsel foruden opholdsforbuddet.

Episoden foregik på Rådhuspladsen 13. august, og netop lokationen har været afgørende for anvendelsen af den nye strafform.

»Det man blandt andet har lagt vægt på her, det er, at det er foregået i et område, hvor man tidligere har oplevet vold i nattelivet,« siger Henriette Norring, advokaturchef ved Københavns Politi, til B.T.

Forbuddet dikterer helt konkret, at man ikke må opholde sig i specifikke nattelivszoner mellem 00.00 og 05.00. I København har politiet optegnet fire nattelivszoner ved henholdsvis Gothersgade, Vesterbrogade, Vestergade og Kødbyen.

Udover politiets opgjorte nattelivszoner må man ikke opholde sig på offentlige steder, der serverer alkoholiske drikkevarer på mere end 2,8 procent i det førnævnte tidsrum.

Bliver man fanget i at bryde opholdsforbuddet kan man blive straffet med fængsel i på til et år.

Den nye strafmetode blev første gang taget i anvendelse fredag 8. oktober, hvor en 24-årig mand blev idømt fem måneders ubetinget fængsel og et forbud mod at opholde sig i nattelivet i ni måneder for at slå og sparke flere mennesker på gaden i Helsingør.