Den 17-årige mand, der blev anholdt søndag aften og sigtet for tre røverier i Hjørring og Sindal, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Han er sigtet for at have begået tre røverier. To i forrige weekend og et i den netop overståede weekend.

»Han har erkendt, at han har begået alle tre røverier,« siger anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg.

Det første røveri blev begået i SuperBrugsen i Sindal lørdag 2. oktober. Dagen efter blev der begået et lignende røveri i en Fakta i Hjørring.

9. oktober var det så Rema 1000 i Sindal, der blev røvet, og det var her, politiet fik mistanke til den 17-årige.

»Han havde været i akut pengenød. Blandt andet skulle han betale husleje,« siger Thomas Klingenberg, der desuden fortæller, at den 17-årige var påvirket af både alkohol og stoffer, da han begik røverierne.

Efterforskningsleder Thomas Albrektsen har tidligere oplyst til B.T., at det blandt andet var overvågningsbilleder, der ledte politiet på sporet af manden.

Søndag blev han så anholdt og sigtet for de tre røverier. En anholdelse, der ifølge efterforskningslederen, foregik uden dramatik.

De næste skridt i sagen er, at der skal rejses tiltale og efterfølgende skal sagen for retten. Noget som Thomas Klingenberg forventer kommer til at køre som en tilståelsessag.

Den 17-årige er anbragt på en sikret institution for unge, på grund af hans alder.

»Vi har valgt at varetægtsfængsle ham i fire uger på grund af frygt for, at han vil gøre det igen,« slutter Thomas Klingenberg.

Den 17-årige er kendt af politiet i forvejen.