Alverdens forskere finder det bevist, at klimaforandringer menneskeskabte. Men dronning Margrethe luftede i 2020 en ret kontroversiel holdning, da hun sagde, at hun ikke var overbevist om, at de var skabt af mennesker.

Men Hendes Majestæt mener ikke længere, at hun er den rette at spørge om emnet.

»Jeg er ikke så meget videnskabsmand, at jeg kan bedømme den ene slags teori fra den anden. Jeg vil sige, at der er klimaforandringer – der er der jo overhovedet ikke til at tage fejl af. Men præcis i detaljer hvad det skyldes, det er jeg ikke klog nok til at kunne sige,« sagde hun på et pressemøde i Nuuk i Grønland.

Dronningen blev også spurgt om, hvordan Kongehuset som organisation forholder sig til klimaspørgsmålet.

B.T. var med ved dronning Margrethes pressemøde i Nuuk i Grønland 10. oktober.
B.T. var med ved dronning Margrethes pressemøde i Nuuk i Grønland 10. oktober. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Vis mere

»Jeg tror, vi er så bevidste, som de fleste mennesker efterhånden er over klimaets betydning. Man kan jo mærke det selv og se det. Den yngre generation går jo meget op i det og er ret så vidende om det, tror jeg,« sagde hun.

I april 2020 kom dronning Margrethe i modvind, da hun i et interview med Politiken sagde, at vi ikke bør 'panikke' over klimaet.

»Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte – direkte – det er jeg ikke ganske overbevist om,« sagde hun dengang.

Kommentaren fik flere forskere til at ryste på hovedet. Klimaprofessor Sebastian Mernild slog dengang fast, at mennesker er skyld i forandringerne på jorden.

Dronning Margrethe sejlede ud på Isfjorden ud for Ilulissat i Grønland.
Dronning Margrethe sejlede ud på Isfjorden ud for Ilulissat i Grønland. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Vis mere

»Mennesker er hovedårsag til de forandringer, vi står over for nu. Det er der ikke nogen tvivl om,« sagde han.

Kronprinsparret er nogle af de største fortalere for klimaet, og for nylig rejste kronprinsesse Mary til Milano for at deltage i en bæredygtighedsmesse.

Under besøget spurgte B.T., om Kronprinsessen selv kunne gøre mere for klimaet.

Kronprinsesse Mary, De talte om, at fremtiden skal være mere bæredygtig. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Dem, om der er ting inde i Deres egen organisation, i Kongehuset, man måske allerede nu kunne begynde at stille om til mere bæredygtige løsninger?

Kronprinsessen besøgte Museo Nazionale Scienza e Tecnologia Leonardo Da Vinci i Milano tirsdag eftermiddag.
Kronprinsessen besøgte Museo Nazionale Scienza e Tecnologia Leonardo Da Vinci i Milano tirsdag eftermiddag. Foto: Jacob Heinel Jensen
Vis mere

»Det er et godt spørgsmål. For som jeg sagde til Dem i går: I takt med den grønne omstilling og den nødvendighed og de udfordringer, vi står over for, er vi allesammen nødt til at kigge indad i vores organisationer og se, hvor vi kan gøre en forskel og skabe en impact og lave nogle ændringer. Også vores egen adfærd,« sagde kronprinsesse Mary.

I den kommende uge rejser kronprins Frederik til Island, hvor han vil deltage i et såkaldt grønt erhvervsfremstød i samarbejde med Udenrigsministeriet. Erhvervsfremstødet har fået navnet 'Green Energy Solutions – the New Nordic Noir'.

B.T. følger Kronprinsens besøg i Island på onsdag.