Selvom det er 15 år siden, at Lisa Næblerød fik den tungest tænkelige besked en forælder kan få, er sorgen over at have mistet sin datter stadig present.

Livet er med årene blevet lettere, men alligevel er der stadig tydelige spor efter det traume, der ramte hende den 3. marts 2006.

I en ny podcast med titlen 'Cilles sidste dag', der er udgivet af Folkekirken, sætter Lisa Næblerød ifølge Nordjyske ord på, hvad sorgen har betydet for hende, og hvordan den stadig kommer til udtryk.

Især omkring Cilles fødselsdag får Lisa Næblerød et meget fysisk minde om, at datteren på brutal vis blev taget fra hende for 18 år siden.

Lisa Næblerød på kirkegården i Hasseris et år efter drabet på sin datter, Cecilie.
Lisa Næblerød på kirkegården i Hasseris et år efter drabet på sin datter, Cecilie. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Jeg vågner præcis en halv time, før det tidspunkt, hun blev født, og så får jeg følelsen af veer,« siger Lisa Næblerød i podcasten.

Hun understreger, at det er sket hvert år, siden Cecilie døde.

Cecile skulle til fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium den fredag aften i marts. Tre dage forinden havde hun slået op med sin fire år ældre kæreste. Forholdet havde ikke været godt, og hun var nu klar til at komme videre.

Ekskæresten var dog af en anden opfattelse.

Imens Cecilie og hendes venner var ankommet til festen på skolen, troppede ekskæresten op udenfor. Han ville snakke med Cille.

Iført sit lyserøde prinsessekostume gik hun derud.

Kort inde i samtalen trak ekskæresten en kniv. En gymnasieven, som stod ved siden af, overværede optrinet og nåede at stille sig imellem. Han blev ramt at knivens skarpe blad.

Cecilie var ikke i tvivl om alvoren og løb øjeblikkeligt derfra. Hun nåede ind ad gymnasiets hovedindgang, men 20 meter inde, blev hun indhentet.

På etårsdagen for drabet på Cecilie Næblerød blev der lagt massevis af blomster foran graven på kirkegården i Hasseris.
På etårsdagen for drabet på Cecilie Næblerød blev der lagt massevis af blomster foran graven på kirkegården i Hasseris. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Ekskæresten greb fat i hende, og lflere end 50 gange lod han kniven gennembore Cilles forsvarsløse krop, inden hun dejsede om på gulvet og døde foran øjnene af flere af sine skolekammerater.

En pedel fik kniven vristet fra ekskæresten, men nåede ikke at tilbageholde ham, inden han stak af. Umiddelbart efter hændelsen begik ekskæresten selvmord.

I mange år har Lisa Næblerød grædt, hulket og været fortvivlet. Hun har skreget, raset og hadet. Hun har hadet, at hun fik frastjålet sit dyrebareste eje. Men hun har aldrig hadet gerningsmanden, siger hun. Det har hun ikke i sig, fortæller hun i podcasten.

»Jeg kunne aldrig finde på at gå ned ad hadvejen. Det kan jeg vitterligt ikke finde ud af. Jeg er vokset op med en evig kærlighed og en evig overbevisning om, at man skal tro på det bedste i mennesker. Min mor var det mest positive menneske, og det har jeg nok fået med.«