Indtil for to måneder siden var den fremtrædende SF'er Mikkel Dragmose-Hansen partiets spidskandidat til regionsrådsvalget i Region Syddanmark og til kommunalvalget i Middelfart.

Men mandag er han ved Retten i Odense blevet dømt for blandt andet at have videregivet billeder af stærk seksuel karakter.

Mikkel Dragmose-Hansen modtog en dom på tredive dages betinget fængsel, som skal udmøntes i samfundstjeneste.

Derudover skal han betale tortgodtgørelse til den forurettede i sagen på 5.000 kroner.

B.T. var til stede ved retsmødet, hvor der blev nedlagt referatforbud.

Oplysningerne i denne artikel bygger altså udelukkende på informationer fra retsmødebegæringen og fra domsafsigelsen.

Mikkel Dragmose-Hansen skal ifølge retsmødebegæringen tilbage i begyndelsen af februar måned i år have oprettet en falsk profil på datingsiden scor.dk og via den have fået tilsendt billeder af seksuel karakter af blandt andre den forurettede i sagen.

Det vender vi tilbage til senere i denne artikel.

Indtil for godt en måned siden sad Mikkel Dragmose-Hansen nemlig i byrådet i Middelfart. En post, han har varetaget de seneste 12 år.

Med hans farvel til byrådet forlod han samtidig posten som formand for beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget og en plads i økonomiudvalget.

Tidligere har han blandt andet været viceborgmester og stedfortræder for den tidligere socialdemokratiske borgmester Steen Dahlstrøm.

Men i begyndelsen af august meddelte Mikkel Dragmose-Hansen så pludselig, at han alligevel ikke ville stille op som spidskandidat for SF.

Faktisk ønskede han helt at udtræde af byrådet, selvom der altså på det tidspunkt kun var godt tre måneder til kommunalvalget.

Han blev ellers så sent som i september sidste år udpeget til at efterfølge tidligere partileder Villy Søvndal som SFs stærkeste kort til valget til regionsrådet i Region Syddanmark.

Byrådet behandlede derfor den 9. august i år Mikkel Dragmose-Hansens anmodning om at få lov til at udtræde af byrådet:

'Mikkel Dragmose-Hansen har oplyst, at anmodningen er begrundet i et ønske om at kunne bruge sin tid fuldt ud på sit civile arbejde og sin virksomhed', står der i referatet fra det dagsordenspunkt, som altså førte til, at et enigt byråd gav grønt lys til Mikkel Dragmose-Hansens farvel til sin plads i byrådssalen.

Siden den 6. september har det således været Mikkel Dragmose-Hansens stedfortræder, Morten Thomsen, der har siddet på partiets mandat i Middelfart Byråd.

Tilbage til retsmødebegæringen.

Det viser sig nemlig, at Mikkel Dragmose-Hansens farvel til politik kommer blot få uger forud for mandagens retsmøde, hvor han – som nævnt – ifølge retsmødebegæringen var sigtet for via en falsk profil på datingsiden scor.dk at have fået nogen til at sende flere billeder af seksuel karakter, som kunne bruges til at krænke den ene forurettede i sagen.

Han var desuden sigtet for den 14. februar i år 'uberettiget at have videregivet billeder', som det er formuleret i retsmødebegæringen, hvoraf det i øvrigt fremgår, at der er tale om billeder af 'stærk seksuel karakter'.

»Der er blevet sendt nogle billeder«, bekræftede anklagerfuldmægtig Cecilie Christoffersen overfor B.T. forud for retsmødet.

Anklageren er efter mandagens retsmøde tilfreds med udfaldet.

»Jeg er tilfreds med det resultat, som retten kom frem til, da det stemte overens med vores påstand,« siger anklager i sagen, Cecilie Christoffersen, til B.T.

Mikkel Dragmose-Hansen selv har ikke ønsket at kommentere sagen.

B.T. har været i telefonisk kontakt med Mikkel Dragmose-Hansen forud for retsmødet for at høre hans side af sagen og for at spørge ham, om retssagen også er en del af årsagen til, at han for kort tid siden valgte at trække sig fra politik.

Han ønsker ikke at svare på spørgsmål, men fortæller over telefonen, hvorfor han ikke vil sige noget om sagen:

»Jeg har ikke tænkt mig at kommentere, fordi det er noget, der hører privatlivets fred til.«

B.T. har efter mandagens retsmøde desuden været i kontakt med Mikkel Dragmose-Hansens forsvarer, Jeppe Vang Madsen, der heller ikke har nogen kommentarer til dommen, der er sidste punktum i sagen, som kørte som en tilståelsessag.