En uge er nu gået, siden politiet i Struer modtog en anmeldelse om, at en ung, råbende kvinde var blevet tvunget ind i en bil.

Siden har man forsøgt at løse gåden om, hvad der helt præcist er sket – men indtil videre uden held. Derfor beder man endnu en gang om offentlighedens hjælp.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Det, der for en uge siden blev anmeldt som en frihedsberøvelse i Struer, er stadig lidt af et mysterium,« lyder det blandt andet fra politiet.

Tirsdag aften 28. september modtog politikredsen en anmeldelse om, at en ung kvinde på omkring 20 år tilsyneladende var blevet tvunget ind i en sort stationcar ved anlægget i Vestergade i Struer.

Ifølge anmelderen havde kvinden råbt om hjælp.

»Anmelderen har forklaret, at en mand stod og baksede med at få en ung, lyshåret kvinde ind i en sort personbil, hvorefter yderligere to mænd kom til stedet og hjalp med at få kvinden ind i bilen. De tre mænd kørte derefter væk med kvinden ad Skolegade,« oplyser politiet.

Siden har man forsøgt at finde ud af, hvad der helt præcist er sket.

I sidste uge oplyste politiet, at man havde fået at vide, at de to personer, der var kommet til, havde grint, og derfor ved man ikke, om der kan være tale om en form for spøg, eller om det er seriøst.

I pressemeddelelsen oplyser politiet, at ingen indtil videre er blevet meldt savnet:

»Og intet tyder på, at der er sket en forbrydelse. Alligevel undersøger politiet stadig sagen som et mistænkeligt forhold og vil gerne til bunds i sagen,« lyder det.

Derfor beder Midt- og Vestjyllands Politi om, at alle, der var i området omkring anlægget på Vestergade i Struer den aften mellem klokken 21 og 21.30, kontakter politiet på telefonnummer 114.

»Det kan godt være, at noget, som man tror er uvæsentligt, faktisk er en lille, vigtig brik, der bidrager til det samlede billede, og vi vil rigtig gerne til bunds i det her,« lyder det fra politikommissær Torben Ladefoged.

Hvis man ved noget konkret om, hvad der er sket, beder politiet også om, at man ringer til 114.

»Måske var man selv en del af det, eller man kender måske nogle af de personer, som deltog i det, og så vil vi altså gerne høre fra dem hurtigst muligt, så vi kan få lukket sagen,« siger Torben Ladefoged.