»Den melding, der kommer i dag, kan vi ikke bruge til en skid.«

Så klar er beskeden fra den tidligere minkavler Poul Frederiksen fra Gjøl i Nordjylland, efter det står klart, at forbuddet mod at holde mink bliver forlænget til og med 2022.

Et flertal i Folketinget blev på et møde tirsdag enige om, at minkforbuddet skal forlænges med et år, oplyser minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn. En beslutning, som ikke overrasker Poul Frederisken.

»Det var det, jeg havde forventet med de politikere, der sidder der. De vil trække den så længe som muligt og forsøge at tie os ihjel.«

Poul Frederiksen var den første, der fik besøg af myndighederne, da det blev besluttet at alle minkfarme indenfor en radius af 7,8 kilometer af en smittet farm skulle slås ned. Myndighederne blev nødt til at tiltvinge sig adgang til hans farm. (Arkivfoto)
Poul Frederiksen var den første, der fik besøg af myndighederne, da det blev besluttet at alle minkfarme indenfor en radius af 7,8 kilometer af en smittet farm skulle slås ned. Myndighederne blev nødt til at tiltvinge sig adgang til hans farm. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Poul Frederiksen var den første minkavler, myndighederne besøgte, da det blev besluttet, at alle mink skulle aflives forrige år. Men selvom hans minkfarm er tom, håber han stadig en dag at kunne genoptage det erhverv, han har viet sit liv til. Derfor vil han have klar besked fra beslutningstagerne.

»Det her år, der er gået, har været langt nok. Det er værre end psykisk terror, at de ikke melder klart ud. Det er noget forbandet svineri,« siger han og fortsætter:

»Det er jo, fordi de ikke vil have startet det her erhverv op igen. Det er til at blive tosset over. Hvis man vil afvikle erhvervet, så meld det da ud.«

Hvis du er så sikker på, at minkbranchen ikke kommer op at stå i Danmark igen, hvorfor kommer du så ikke videre og finder noget andet at lave?

»Fordi jeg har bygget det her op igennem 40 år. Jeg har en søn i 30erne, og han skulle tage over. Vi har nok skudt 15 millioner i vores minkfarm. Man kan ikke bare fjerne vores eksistensgrundlag,« lyder det frustreret fra Poul Frederiksen.

Han bor på Gjøl, som ligger vest for Aalborg. Et område, hvor der er mange minkavlere. Og udsigten til de mange tomme minkhaller er en tarvelig påmindelse om det forløb, han og kollegerne har været igennem.

»Jeg tænker på det her dagligt. Vi bor lige ved vores minkfarm, så vi bliver mange gange om dagen mindet om, at vi har en tom minkfarm. Det har jeg det jo ikke godt med. Vi vil have en afklaring,« siger Poul Frederiksen.

Den politiske enighed om at forlænge forbuddet mod minkavl kommer, efter Statens Serum Institut har meldt ud, at de fastholder, at hold af mink i Danmark kan medføre en sundhedsrisko af 'ukendt størrelse'.