»En hidtil uset krise.«

Således beskriver den amerikanske føderale politienhed, DEA, situationen i USA lige nu.

DEA står for Drug Enforcement Administration og har til opgave at bekæmpe alle former for ulovlig håndtering af narkotika og lægemidler.

DEA udsendte mandag en sikkerhedsadvarsel.

Heri kan man læse om »en alarmerende stigning,« som DEA selv beskriver det, i piller, der indeholder mindst to milligram fentanyl, hvilket er en dødelig mængde.

I nogle af pillerne er stoffet Metamfetamin også blevet påvist.

»Forfalskede piller, der indeholder disse farlige og ekstremt vanedannende stoffer, er mere dødelige og mere tilgængelige end nogensinde før. Faktisk afslører DEA-laboratorieanalyser, at to ud af fem falske piller med fentanyl indeholder en potentielt dødelig dosis,« lyder det fra Anne Milgram, administrator for Drug Enforcement Administration, i sikkerhedsadvarslen.

De dødelige piller fremstilles for at ligne det rigtige og receptpligtige opioid medicin.

De ulovlige og meget farlige piller figurerer rundt omkring på nettet, hvilket betyder, at de er nemme at få fingrene i. Også for mindreårige.

De dødelige piller fremstilles i Mexico ved hjælp af kemikalier fra Kina.

Der er indtil videre blevet beslaglagt mere end 9,5 millioner af de farlige piller i USA. Det er mere end de sidste to år tilsammen.

Stoffet Fentanyl anvendes typisk til at behandle alvorlige, kroniske smerter – ligesom morfin gør, men Fentanyl er 50 gange kraftigere end heroin, hvorfor en meget lille dosis altså kan være dødelig.