Først står 82 cykelstativer, og så står et skilt der angiver, at man ikke må parkere sin cykel – med mindre man altså parkerer i netop cykelstativet.

Det burde være lige til at sætte sin cykel i stativet, men på hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej ved metrostationen Poul Henningsens Plads er cyklisterne så glade for at parkere på fortovet, at en borger har klaget over »dårlig fremkommelighed for fodgængere«.

Derfor tager kommunen nu alternative metoder i brug, skriver Berlingske.

Det nye skilt, som Københavns Kommune har set sig nødsaget til at opstille, signalerer, at cykelparkering er forbudt, men bærer teksten »cykler i stativ undtaget«.

For på trods af, at der er 82 cykelstativer, når en stor del af cyklerne aldrig at stifte bekendtskab med parkeringspladserne.

Og med det nye skilt får kommunen mulighed for at beslaglægge de cykler, der ikke er sat i stativ.

I et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som Berlingske har set, skriver vicedirektør Lone Byskov, at en anden løsning er at bruge 100.000 kroner på at fjerne 30 af de 82 cykelstativer på Jagtvej og lave fortovet bredere.

Men indtil videre håber forvaltningen dog, at det nye skilt og et »håndhævet forbud« kan afhjælpe problemerne med cykler på fortovet.