Klokken ni åbnede Energistyrelsen deres digitale venteværelse for de danskere, der vil søge tilskud til boligforbedringer, der sparer energi.

Én time senere – klokken ti – åbnede ansøgningsrunden så, hvor alle, der har siddet i kø mellem klokken ni og ti, er blevet tildelt et tilfældigt kønummer.

Der lader dog til at være problemer for flere af dem, der når gennem køen. Energistyrelsen er blevet nødt til  at sætte køen på pause - noget, der har stået på i flere timer.

»OBS Tilskudskøen er nu sat på pause pga. problemer med NemID-login. Vi skriver med opdatering, så snart der er nyt,« lyder det på Facebook, hvor brugerne raser og blandt andet skriver følgende:

  • Det er simpelthen så amatøragtigt Kom så med nogle udmeldinger.
  • I holder igen igen folk til grin.
  • Jeg ville ønske jeg kunne sige jeg er overrasket.
  • Kære SparEnergi.dk. Nu ville det efterhånden være rigtig smart at sætte de dyrtkøbte kommunikationsfolk, Energistyrelsen utvivlsomt har, til at gøre deres job og kommunikere.

Formålet med Bygningspuljen er at nedbringe energiforbruget og omstille varmeforsyningen i helårsboliger i Danmark.

Af Energistyrelsens hjemmeside fremgår, at der overordnet set gives tilskud til tre ting:

  • Skift af varmekilde.
  • Renovering af klimaskærm.
  • Optimering af boligens drift. De konkrete energiforbedringer i tilskudsordningen er defineret ud fra en positivliste.

Energirenoveringstiltag kan blandt andet være udskiftning af facadevinduer eller efterisolering.

Hvis du læser dette og har lyst til at søge, men ikke allerede sidder i køen, skal du skynde dig derind, for pengene er først til mølle.

Seneste ansøgningsrunde var i april, og her gik der blot 13 timer, inden der var ansøgninger nok til at udmønte de 250 millioner kroner, som der dengang kunne ansøges om.

Denne gang er puljen på cirka 340 millioner.

Skulle klokken slå 20.00 tirsdag aften, uden at der er nok ansøgninger, bliver systemet sat på pause. Det vil i det tilfælde genåbne onsdag morgen klokken 08.00.

Det er muligt for helårsboligejere, herunder private husejere, ejerforeninger, andelsboligforeninger, almene boligforeninger, kollegier, interessentskaber, udlejere m.m. at ansøge om tilskud til energirenoveringer.