En voldsom voldsepisode, der skete på Nyborgvej i Odense i forbindelse med et færdselsuheld kort forinden, er nu færdigefterforsket, og syv tiltalte mænd skal foran en dommer forklare sig.

Alle syv mænd er i alderen 18 til 36 år, og de er tiltalt for vold af særlig farlig og brutal karakter. I fællesskab har de nemlig slået en ung mand, der lå ned, adskillige gange, sparket ham i ansigtet og på kroppen og stukket ham to gange i ryggen.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det voldsomme overfald fandt sted en fredag eftermiddag i begyndelsen af marts, og dengang fortalte politiet til Ritzau, at de syv mænd alle har en relation til bandemiljøet i Odense.

Han ville dog dengang ikke oplyse, hvilken eller hvilke grupperinger de syv mænd er knyttet til.

Offeret for voldsepisoden var efterfølgende »meget lidt meddelsom«, men vagtchef ved Fyns Politi Sten Nyland forklarede til Ritzau, at offeret jo ikke selv havde påført sig stiksår, og derfor måtte der være foregået noget.

Retssagen begyndte i sidste uge, og der forventes at falde dom den 14. oktober efter fem fulde retsdage er blevet gennemført.

Ud over almindelig fængselsstraf til alle syv tiltalte er der desuden rejst krav om, at en 36-årig mand udvises af Danmark.