Der var næsten flere embedsmænd end borgere til Aalborg Kommunes budgetmøde i Aalborg Kongres og Kulturcenter, der blandt andet bød på bekymringer for specialskolebørn.

For mens der kommer flere børn med særlige behov de næste år, bliver der ikke tilført flere penge til området. Og det bekymrer foreningen Bhov, der var mødt talstærkt op til budgetmødet for at vise deres utilfredshed. En bekymring, der også udløste en invitation til skolerådmand Jan Nymark Thaysen fra Venstre.

»Det kan godt være, det ser ud, som om der er penge nok, og det fungerer derude. Men vil I ikke nok tage derud? Og ikke bare på besøg. Tag i praktik derude. Vær derude en hel uge. Se hvilken undervisning, børnene får. Så kan det være, I ser virkeligheden,« sagde Marlene Qvist Simoni, der er formand for foreningen Bhov, en forening med forældre til børn med særlige behov.

For i budgetforslaget vil Aalborg Kommune indføre co-teaching. Det betyder, at der i 1.–3. klasse både er en lærer fra almenundervisningen og en specialskolelærer. Og hvis budgettet vedtages, betyder det en saltvandsindsprøjtning på 56 millioner til folkeskoleområdet. Penge, der på sigt skal sikre, at flere specialskolebørn bliver i den almindelige folkeskole.

Der var masser af spørgsmål til Skoleudvalget til budgetmødet. Der blev både luftet bekymringer for specialskoleområdet og minimumsnormeringer.
Der var masser af spørgsmål til Skoleudvalget til budgetmødet. Der blev både luftet bekymringer for specialskoleområdet og minimumsnormeringer.
Vis mere

Men det er en besparelse i forklædning, når der kommer flere børn, men ikke flere midler, lød det fra Bhov.

»Det vil sige, de voksne skal tage imod flere børn. De skal undervise flere børn, og de skal løbe stærkere. Og de bløder altså i forvejen rigtig mange steder,« sagde Marlene Qvist Simoni, og fortsatte:

»Jeg er helt enig i, at vi er nødt til at gøre noget anderledes. Men I er nødt til at sørge for, at I ikke svigter de børn nu.«

Det var en kommentar, der gav klapsalver fra salen. Også fra forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen, der var mødt op for at vise utilfredshed med de midler, der var sat af til minimumsnormeringer.

Bevægelsen #hvorerderenvoksen var også mødt talstærkt op til budgetmødet. De mener ikke, der er nok penge i budgettet til minimumsnormeringer.
Bevægelsen #hvorerderenvoksen var også mødt talstærkt op til budgetmødet. De mener ikke, der er nok penge i budgettet til minimumsnormeringer.
Vis mere

Men skolerådmand Jan Nymark Thaysen, der er spidskandidat for Venstre til kommunalvalget er ærgerlig over, det udelukkende kommer til at handle om specialskoleområdet.

»Det er jo ikke en idé, vi har grebet ud af den blå luft. Jeg er kisteglad for det. Vi tilfører 56 millioner, og det er første gang, vi har kunnet gøre det i mange, mange år. Det har næsten været besparelse på besparelse.«

Han er overbevist om, at co-teaching på sigt kommer til at vende den udvikling, hvor budgettet til specialskoleområdet bare vokser og vokser.

»Det bliver rigtigt, rigtigt godt, men det tager selvfølgelig tid at indfase. Vi skal jo have lært lærerne op, så de er kompetente til at co-teache med bedst muligt resultat. Hvis budgettet bliver vedtaget, har vi frem til næste skoleår til at forberede os, og vi er allerede i gang,« sagde Jan Nymark Thaysen.

Og skolerådmanden sagde ja tak til at komme i praktik i et specialskoletilbud. Det bliver dog på den anden side af en hæsblæsende kommunalvalgkamp, lød det.

Om budgettet bliver vedtaget vil tiden vise. Budgetforhandlingerne går i gang 30. september.