Hvis du er blevet træt af den sædvanlige karrysild fra dit supermarked, kunne det være, at du skulle kigge forbi Restaurant Hos.

»Vi kan lave Danmarks bedste sildemad, så det er da bare fantastisk,« siger Michelle Hemme, der sammen med Jakob Spolum, ejer Restaurant Hos.

Restaurant Hos ligger i Kongensgade i Odense og har netop vundet prisen for årets bedste sild 2021.

»Det er dejligt, når alle andre kan se, alt det vi kan, og at vi så bliver anerkendt for det,« siger Michelle Hemme.

På en bund af rugbrød ligger silden med alt sit tilbehør.
På en bund af rugbrød ligger silden med alt sit tilbehør.
Vis mere

Sildemaden, som vandt prisen, består af sild, rugbrød, stikkelsbær, sprøde boghvedekerner, cremefraiche double, æble og løg.

Hvad kan jeres sildemad, som andre sildemader ikke kan?

»Har du spist hos os? For så behøver jeg ikke at forklare det,« siger Michelle Hemme i et grin og fortsætter:

»Vi har simpelthen knoklet så hårdt for det her, og det er helt fantastisk et resultat, vi har fået ud af det.«

Restaurant Hos slog dørene op i februar 2019. Og siden da er det gået stærkt.

»Som en lille restaurant i Odense, er det bare dejligt, at vi lykkes med alt det her.«

Tilbage i august vandt Restaurant Hos også prisen som Danmarks bedste smørrebrødsrestaurant.

»Vi gør det, som andre drømmer om,« siger Michelle Hemme.

Og succesen forpligter i sådan en grad, at de har planer om at åbne flere restauranter.

»Vi vil gerne åbne en restaurant eller to mere. De skal også være i Odense. Det mener vi, at Odense sagtens kan bære,« siger hun og fortsætter:

»Det her er virkelig en drøm. At være bedst til noget, det kan vi gode lide,« siger Michelle Hemme afslutningsvis.