»Alt faldt ned om ørerne på mig, og hele huset stod pludselig og gyngede.«

Sådan beskriver Mai-Britt Dybdal sin mandag morgen i Heraklion på Kreta til B.T. Her var hun i sin og mandens lejlighed på ferieøen, hvor billeder, spejle og møblerne væltede ned rundt om hende.

Hun kunne høre, hvordan naboerne på græsk råbte »ud, ud, ud!«, og ud løb Mai-Britt Dybdal med stor hast. Udefra kunne hun sammen med naboerne se, at flere huse tydeligt bevægede sig, og at det fossede ned med vand fra en ødelagt vandtank fra toppen af lejligheden.

Hendes mand var blevet sendt ned for at handle i et supermarked. Til sin kone beskrev han, at det havde føltes, som om hele butikken var ved at falde sammen.

Et ødelagt hus efter et jordskælv i landsbyen Arkalochori på Kreta.
Et ødelagt hus efter et jordskælv i landsbyen Arkalochori på Kreta. Foto: COSTAS METAXAKIS
Vis mere

En person meldes omkommet ved jordskælvet på Kreta. Manden arbejdede i en lille kirke, som faldt sammen under jordskælvet, melder nyhedsbureauet AFP, der også skriver, at 11 personer er kommet til skade som følge af skælvet. De er efterfølgende blevet sendt på hospitalet.

Mai-Britt Dybdal og naboerne oplevede efterfølgende tre efterskælv. Derfor tog hun og manden en beslutning om, at de straks skulle væk fra stedet.

»Vi er taget til en lille badeby lidt derfra, og så må vi rydde op i lejligheden senere. Her i badebyen fortalte en kvinde i en bar, at deres pool havde opført sig som havvand under en storm, hvor der var høje bølger i den,« siger Mai-Britt Dybdal.

Hun har oplevet flere jordskælv i Grækenland før, men aldrig et, der varede så længe som dette.

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere

»Det føltes, som om der blev hevet i en med en snor fra begge sider. Selv da det virkede, som om det var overstået, gyngede husene stadig.«

Mai-Britt Dybdal befandt sig cirka 30 kilometer fra, hvor jordskælvet var værst. Hun er nu blot lettet over, at ingen personer i og omkring deres lejlighed kom noget til.

»Det var jo bare materielle ting, der blev ødelagt. Heldigvis var det ikke mennesker.«

Mai-Britt Dybdal og hendes mand regner med, at de vender tilbage til deres lejlighed i løbet af mandagen.