En 30-årig mand tænkte, at han lige kunne hapse et par sodavand fra Aldi på Paludan Müllers Vej i Aarhus N.

Det skulle han dog ikke have gjort. Medarbejderen ringede nemlig til politiet søndag og anmeldte, at manden forsøgte at stjæle sodavand.

Men medarbejderen genkendte også manden fra en anden episode. Han havde nemlig begået i biltyveri på butikkens p-plads for kun en måned siden.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Gerningsmanden havde sneget sig ind i butikkens baglokale og stjålet bilnøglen fra en medarbejders jakke.

Bilen blev fundet nogle dage senere i Aarhus C.

Tyveriet var blevet fanget af overvågningskameraer, og derfor kunne medarbejderen altså nu genkende manden, som igen var i butikken – og nu forsøgte at forlade den med en fyldt kurv sodavand, som han ikke havde betalt for.

Da han så, at han blev opdaget, kørte han dog vognen tilbage i butikken.

En patrulje kørte til stedet, da de fik anmeldelsen klokken 15.28. Ud fra vidneforklaringer og overvågningsbilleder blev han sigtet for biltyveriet i august og for forsøg på tyveri af flere sodavand.