Tysklands gyservalg er afgjort. Det ligner et historisk magtskifte med Olaf Scholz i kanslerposten.

En samlet oversigt over odds på væddemål om, hvem der skal efterfølge Angela Merkel, taler deres eget sprog. Oddschecker giver socialdemokraten Olaf Scholz hele 77,8 procents sandsynlighed for at blive den næste tyske kansler, mens konkurrenten Armin Laschet kun har 20,8 procents chance.

Selvom det på papiret er næsten dødt løb mellem SPD og CDU efter gårsdagens tyske valg, så er omstændighederne omkring, hvordan resultatet blev opnået, meget forskellige.

CDU-kandidaten Armin Laschet førte en meget uheldig valgkamp, smed en betragtelig føring og har sikret sit parti det dårligste valg siden Anden Verdenskrig.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker valget fra Berlin.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker valget fra Berlin.
Vis mere

SPD-lederen, Olaf Scholz, og hans parti stod i foråret med ryggen mod muren i noget, der lignede en umulig opgave. De var helt nede at ramme kun 12 procents tilslutning ved en meningsmåling, men endte altså på 25,7 procent af stemmere.

Det må siges at være mere end godkendt, og derfor er det også Olaf Schulz, der i den tyske presse udråbes som den moralske vinder. Om det er nok til at danne regering, er en anden sag. Mandag morgen fik han ved en ceremoni i Berlin overrakt blomster, og han var klar i spyttet:

»Der er tre partier, der er gået frem. Foruden os er det De Frie Liberale (FDP) og De Grønne. For mig er det et oplagt signal fra vælgerne om, hvilken kurs Tyskland bør tage,« sagde Olaf Scholz.

På vej væk? CDUs spidskandidat, Armin Laschet, blev mandag spurgt, om han vil træde tilbage. Han siger dog, at han går efter at danne regering.
På vej væk? CDUs spidskandidat, Armin Laschet, blev mandag spurgt, om han vil træde tilbage. Han siger dog, at han går efter at danne regering. Foto: FABIAN BIMMER
Vis mere

Både De Grønne og FDP har erklæret sig klar til forhandlinger med SPD, og de vil utvivlsomt tage sig godt betalt for at sikre den første socialdemokratiske kansler i 16 år.

Der er tale om, at både posten som finansminister og udenrigsminister vil gå til de mindre partier, men De Grønne ønsker at lede et nyt superministerium, der har klimahensyn i hovedsædet og sikrer, at fremtidig tysk politik domineres af disse hensyn.

De Frie Liberale er traditionelt det mest erhvervsvenlige parti. Der ligger en potentiel, markant modsætning mellem dem og De Grønne. Men tysk erhvervsliv er blevet meget grønnere over de seneste år, ikke mindst den altdominerende bilindustri. Både Folkevognsgruppen, BMW og Mercedes har valgt at skifte hest og koncentrerer sig nu nærmest udelukkende om elbiler til fremtiden.

Derfor bør der være grobund for fælles forståelse også mellem de gamle modstandere fra De Grønne og FDP.

Valget i Tyskland blev præcis så spændende som ventet. Overskriften på avisen Bild løs mandag: »Kansler-gyser«.
Valget i Tyskland blev præcis så spændende som ventet. Overskriften på avisen Bild løs mandag: »Kansler-gyser«. Foto: ANDREAS GEBERT
Vis mere

Der er tradition for meget lange forhandlinger i Tyskland. I 2017 tog det næsten et halvt år, før Merkel kunne danne sin fjerde regering. Men Europa har brug for et klart ledelsesmandat fra Tyskland, og der er god grund til at tro på, at den såkaldte trafiklys-koalition (SPD, FDP, De Grønne) bliver virkelighed.

CDU kan og vil stadig forsøge at spænde ben for dette. Men Armin Laschet skal forhandle ud fra en meget svækket position. Han tabte 8.9 procent stemmer sammenlignet med valget i 2017. Han er allerede blevet presset af den tyske presse på, om han nu går af som CDU-formand.

Hvis CDU kan overtale FDP og De Grønne til en koalition, så vil de have nok mandater. Men det virker ikke sandsynligt, at De Grønne, der har været stærkt kritiske over for Armin Laschet og traditionelt er meget tættere på socialdemokraterne, skulle vælge den moralske taber frem for at arbejde med Olaf Scholz.

Kansler Angela Merkel bliver siddende, indtil en ny regering er fundet, og det kan godt trække ud. I 2017 tog det næsten et halvt år.
Kansler Angela Merkel bliver siddende, indtil en ny regering er fundet, og det kan godt trække ud. I 2017 tog det næsten et halvt år. Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

Det blev en markant sejr for den politiske midte. Yderpartierne på begge fløje klarede sig ikke godt. Det lykkedes ikke det yderste venstres Die Linke at komme over spærregrænsen på 5,0 procent, og det yderste højres AFD fik et skuffende valg på 10,2 procent.

Der er derfor lagt op til et fokus på erhvervsvenlig, grøn omstilling og et klart EU-venligt mandat. Danmark får lidt ekstra vægt i Forbundsdagen, da SSW, partiet for det danske mindretal i Slesvig-Holsten, sikrede sig et mandat. Det flotte resultat skal ifølge spidskandidaten for Sydslesvisk Vælgerforening, Stefan Seidler, bruges på at sikre skandinaviske løsninger i Berlin.

Forhandlingerne partierne imellem er allerede gået i gang.