177 sygeplejersker har de sidste fire måneder kastet håndklædet i ringen og opsagt deres stilling på Odense Universitetshospital.

Og det skyldes, at man generelt i det danske sundhedsvæsen i øjeblikket har en udfordring med at rekruttere og fastholde sygeplejersker. En udfordring, man i den grad også mærker på OUH.

»Det er en problemstilling, som vi er bekendt med, og som vi også ser på med stor alvorlighed,« udtalte den sygeplejefaglige direktør på Odense Universitetshospital, Mathilde Schmidt-Petersen, tidligere på ugen til B.T.

Og problemet med at fastholde og rekruttere sygeplejersker betyder i sidste ende, at de sygeplejersker, der stadig arbejder på Odense Universitetshospital, bliver pålagt flere og flere vagter.

De bliver altså med andre ord tvunget til at arbejde.

»Vi skal lette det pres, der er på vores sygeplejersker, men vi har lige nu ikke de forkromede løsninger – dem arbejder vi på at finde,« forklarede den sygeplejefaglige direktør om udfordringerne med at pålægge sygeplejerskerne vagter.

I samme periode som 177 sygeplejersker har opsagt deres stilling, er der dog kommet 186 nye sygeplejersker til, og de fratrådte stillinger er altså mere end udfyldt igen. Men det betyder altså ikke, at man ikke står med en stor udfordring, fastslår OUH.

Flere sygeplejersker, der kommer fra samme afdeling på Odense Universitetshospital, har desuden tidligere fortalt til B.T., at bægeret er fyldt, og at de er pressede til det yderste.

»Der bliver lagt flere og flere opgaver og funktioner over på de erfarne sygeplejersker. For eksempel forventer ledelsen, at de erfarne har flere funktioner samtidig med, at de er på underbemandede vagter,« beskriver blandt andet én sygeplejerske, der ikke har ønsket at stå frem med navn. B.T. er bekendt med sygeplejerskens identitet.

»Vi har ofte så travlt, at vi overser alvorlige symptomer eller handler for sent, eller ikke får ydet den mest grundlæggende sygepleje, men kun det mest nødvendige,« beretter en anden sygeplejerske, der heller ikke har ønsket at stå frem med navn.

B.T. har i den forbindelse søgt aktindsigt i antallet af vagter, som pålægges sygeplejerskerne på OUH. Men det tal findes simpelthen ikke. Man har nemlig ikke et system til at registrere, når en vagt bliver pålagt.

I stedet danner man sig et overblik over situationen gennem dialog med afdelingslederne, der fortæller, hvordan det står til på hospitalets forskellige afdelinger.

I den forbindelse forklarede Mathilde Schmidt-Petersen, at man ved, at der er tale om en reel problemstilling, og at den bliver drøftet og set på med stor alvor.

Hvordan kan man som ledelse drøfte en problemstilling, som man intet overblik har over? Kræver det ikke data for at vide, om der reelt er tale om et problem?

»Det er ikke, fordi vi ikke har overblikket over problemet. Vi baserer det bare på noget andet end antallet af pålagte vagter,« forklarer den sygeplejefaglige direktør og fortsætter:

»Den enkelte leder har overblikket over sin egen afdeling, og det er gennem dialogen med lederne, at vi danner os overblikket over problemstillingen.«