Natten til fredag satte størstedelen af byrådet en underskrift på budgetforlig 2022 i Aarhus Kommune.

Her blev det vedtaget et løft til især voksne med handicap, hvor der kom en rammebevilling til socialområdet på 38.9 millioner kroner.

Men det er langt fra nok. Faktisk er det helt chokerende lidt. I hvert fald hvis du spørger formanden for organisationen Lev i Aarhus.

»Partierne er godt klar over, at det niveau vi har på handicapområdet er langt under niveau. Med den her aftale er det som om, de siger, at vi godt kan tillade os at skære yderligere,« siger formanden for Lev Aarhus Anne Kjeld Pedersen.

Formanden peger på et notat om den økonomiske situation på socialområdet, som Aarhus Kommune sendte ud 3. september.

Her skriver kommunen, at der forventes et merforbrug på cirka 130 millioner kroner på området.

Det efterlader en difference på godt 100 millioner kroner -– i minus vel at mærke..

Og dem mener formanden kun kan være at finde et sted.

»Ja, det bliver ved nedskæringer,« siger hun og tilføjer:

»Det er under al kritik, og jeg frygter, at der bliver lang mindre trivsel«

Alle partier i byrådet på nær to har skrevet under på budgetaftalen.

Det var Enhedslisten med to mandater samt Liste Trivsel, Velfærd og Reel Borgerinddragelse, der har den tidligere socialdemokrat Dorte Borgkvist i byrådet, der stod udenfor.

»Det er chokerende, at dette budget er blevet vedtaget. Jeg er rystet og meget bekymret over den katastrofe, jeg tror, politikerne skubber foran jer,« siger hun.