Typisk er det slik og andre kioskvarer, som folk med lange fingre river ned af hylderne hos Spar på Saltumvej i Nørre Tranders.

Men den seneste uge har det været en helt anden type vare, som bliver stjålet fra den lille købmand – nemlig sutter.

»Jeg tror, vi er oppe på otte, måske ni pakker, der er blevet stjålet den seneste uge,« siger købmand Johnny Nielsen, der desuden fortæller, det er nogle nye sutter, de har fået i sortiment, der koster 65 kroner pr. pakke.

»Det undrer mig, at det lige er sutter. Det har jeg aldrig oplevet før.«

Ved hjælp af videoovervågning har Johnny kunnet spore sig frem til, hvem det er, der står bag tyverierne af sutterne. Baseret på billederne, vurderer han ikke, at sutterne er til eget brug.

»Vi kan se, det er en kvinde, der har taget dem. Så det må jo være én, der ikke har råd til at købe sutter,« siger købmanden.

Han har ikke umiddelbart planer om at politianmelde kvinden, men oplyser, at hun ikke er velkommen i forretningen længere.

»Hvis vi opdager hende i butikken igen, så får hun at vide, hun ikke må handle her længere. Det er vi i vores gode ret til,« siger Johhny Nielsen.

Han forsikrer om, at der stadig er sutter på lager, men at han overvejer at låse dem inde, så de ikke bliver hugget af suttyve fremover. For selvom det måske ikke lyder som store beløb, der er blevet stjålet for, så løber det op for en lille købmand.

»Vi tjener måske 3-4.000 kroner i løbet af en dag, så der skal ikke meget til for at vælte læsset,« siger Johnny Nielsen.

Han oplyser desuden, at der ikke har været problemer med tyverier at vingummisutter.