Frisk fisk på søde ris og sprødt tang kan få mundvandet til at løbe hos de fleste.

Tilføjer du lidt dårlig rengøring, så er Fødevarestyrelsen ikke så begejstret, til gengæld.

Det må sushi-kæden Sushi Insu på Hjallesevej i Odense centrum erkende efter, at fødevaremyndighederne har været på besøg.

Den 13. august kiggede styrelsens kontrollanter nemlig forbi sushirestauranten, og de kunne konstatere flere mangler.

Blandt andet vurderede styrelsens medarbejdere, at restaurantens inventar var utilstrækkeligt rengjort i den del af køkkenet, hvor de varme dele af menuen tilberedes.

Inventaret var ifølge kontrolrapporten belagt med produktrester og fedt.

Desuden fandt kontrollanterne afskallet maling og produktrester på alle gulve og i kanter, kroge og hjørner i køkkenet. Gulve, kanter og kroge var også fedtede, fremgår det af rapporten.

Endelig var blæseren i kølerummet belagt med støv.

Problemerne er årsag til, at restauranten har fået en bøde på 5.000 kroner og en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen om, at lokaler, hvor der findes fødevarer, skal holdes rene.

Sushi Insus havde ifølge kontolrapporten følgende kommentar til den dårlige hygiejne:

»Vi gør rent, inden personalet går hjem i dag.«

Fødevaremyndighederne har ellers tidligere været efter Sushi Insu.

Det fremgår i hvert fald af den seneste rapport, at restauranten - både ved dette besøg og tidligere - også er blevet bedt om at sikre, at der føres dokumentation for egenkontrol, hvilket man i denne omgang ikke har gjort siden midten af juli måned.

B.T. har været i kontakt med ejeren, der også ejer andre sushirestauranter i byen. Han har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.