Det er efterhånden mere end almindelig svært at finde ud af, hvad der sker bag murene på Odense Universitetshospital (OUH).

For ingen er tilsyneladende klar til at lægge kortene på bordet.

B.T. har i denne uge kunnet viderebringe urovækkende – anonyme – beskrivelser fra sygeplejersker på regionens største sygehus.

»Jeg har oplevet kolleger gå grædende hjem fra vagt. Det har jeg ikke selv prøvet. Men jeg er gået frustreret hjem fra vagt, og jeg har haft vagter, hvor jeg, når vagten er slut, er kommet i tanker om, der var patienter, jeg glemte at vende tilbage til med smertestillende og omsorg,« lød det fra en sygeplejerske.

En anden vurderede, at situationen er til fare for patienterne:

»Vi har ofte så travlt, at vi overser alvorlige symptomer eller handler for sent eller ikke får ydet den mest grundlæggende sygepleje, men kun det mest nødvendige.«

Men hvad er den slags beskrivelser så udtryk for?

Formentlig en blanding af mange ting.

Sikkert er det dog, at beskrivelserne ikke alene kan tilskrives vrede og bitterhed blandt sygeplejerskerne oven på en fejlslagen strejke.

Problemet er reelt.

Dette anerkendte hospitalets sygeplejefaglige direktør, Mathilde Schmidt-Petersen, da hun blev præsenteret for sygeplejerskernes beskrivelser – og selv kaldte situationen for »alvorlig«.

Sygeplejersker og ledelse er altså enige om, at det er helt uholdbart, at sygeplejersker bliver pålagt ekstra vagter med få timers varsel, og at vagtplaner bliver sendt ud med store huller i.

Så langt – så godt.

Nu kommer så det paradoksale.

Hvor mange sygeplejersker mangler? Hvor mange vagter pålægges dem, der stadig er ansat? Hvor mange vagter bliver aldrig besat? Og hvordan påvirker manglen på personale antallet af sengepladser, for slet ikke at tale om patienternes ve og vel?

Spørgsmålene står i kø, men hidtil har sygehusets ledelse afvist at delagtiggøre B.T. i, hvordan sygehusets problemer ser ud i tal.

Begrundelsen har dels været, at der slet ikke findes tal, der kan kaste lys over problemets omfang. Dernæst at de tal, der så alligevel findes, vil være alt for besværlige for OUH at finde frem, så B.T.s læsere kan få dem at se.

Hvad bilder man sig egentlig ind?

Det er ganske enkelt uhørt, at en så vigtig institution som vores sygehus ikke vil give offentligheden et ordentligt og brugbart indblik i tingenes tilstand.

Særlig grotesk bliver det, når man tænker på, at det er borgerne, der finansierer hele gildet over skatten – for netop at kunne hvile trygt i, at hospitalsvæsenet står klar til at yde en god og sikker behandling, den dag uheldet er ude, eller alvorlig sygdom rammer.

Hvorfor skal det hele så være så hemmeligt?

Er det af hensyn til patienterne? Næppe.

Er det for personalets skyld, at ingen må få at vide, hvor alvorlig situationen er? Nej, for de mærker den jo allerede på egen krop.

Er det i virkeligheden systemet, man forsøger at beskytte – frem for de mennesker, det er sat i verden for at behandle?

Det kunne noget tyde på.

Derfor er det på tide med en opfordring:

Læg nu kortene på bordet.

Ledelsen på OUH må sørge for at lægge de tal frem, som kan belyse problemernes reelle omfang og gøre en oplyst debat mulig.

Indtil det sker, er der kun tilbage at håbe, at sygeplejerskerne på de hårdt pressede sengeafsnit fatter mod og står frem med deres historier. Der er brug for, at nogen fortæller, hvad der i virkeligheden foregår bag murene på Odense Universitetshospital.

Vi har alle – både skatteydere, patienter og personale – krav på et sundt sundhedsvæsen.