Her ser så fredeligt ud. Rødel og birketræer og grønne græspletter til krondyrene. Stier til traveture med hunden og cykelmotion. Fuglesang og frisk luft.

Men den naturskønne sti er omdrejningspunktet for en heftig konflikt, der løbende eskalerer. Med jernhegn, kæder med hængelås og en menneskehøj mur af væltede træstammer.

Krigen handler om retten til en over hundrede år gammel, højt elsket sti i Solbjerg syd for Aarhus, og der er store følelser på spil.

»Jeg er meget vred, for det er ren og skær chikane, det der foregår. Min kone har gået tur på den sti hver evig eneste dag i 30 år, og nu kan vi pludselig ikke komme til Solbjerg den vej,« siger Uffe Damm, der bor lidt længere oppe ad stien.

Det er stien her, der er blevet spærret af træstammer.
Det er stien her, der er blevet spærret af træstammer. Foto: Anette Solgaard
Vis mere

Den sti, der er blevet spærret, går fra Solbjerg Hedevej til Tisetvej og bliver brugt af mange solbjergensere til komme fra byen og op i skoven. Men for et par uger siden blev der ret effektivt sat en stopper for trafikken.

Vreden er rettet mod den lokale 80-årige pensionist og erhvervsmand Per Lauritsen.

Han har købt den ejendom, som stien krydser, og har nu fået fældet en række træer, som er blevet stablet oven på hinanden tværs over stien, så den umuligt kan passeres ved indgangen til hans ejendom.

I den anden ende af hans grund har han spærret af ved at hænge en kæde over stien og et skilt, hvor der står adgang forbudt.

Forbipasserende er så begyndt at gå i en bue udenom hans grund på en stribe græs mellem skellet og nabomarken, der er ejet af Naturstyrelsen. Men det er der også forsøgt sat en stopper for, fordi Per Lauritsen ifølge naboerne har valgt at fræse jorden op.

Det sidste nye i konfliktoptrapningen er ifølge naboerne, at Per Lauritsen har fået installeret et stort hegn om grunden.

Allan Lauridsen er vred over, at han ikke længere kan bruge den omdiskuterede sti, når han skal ind til Solbjerg by.
Allan Lauridsen er vred over, at han ikke længere kan bruge den omdiskuterede sti, når han skal ind til Solbjerg by.
Vis mere

Alt i mens naboerne raser.

»Det lyder ikke pænt at sige, men nu er der krig. For stien var været her i omkring 200 år. Det er en gammel kongelig postrute, og sådan en kan man ikke bare nedlægge. Det er en del af Solbjergs historie,« siger den lokale murermester Allan Lauridsen, der bor på Tisetvej og har brugt stien til at køre på scooter ind til Solbjerg siden 1997:

»Stien bliver brugt af børn, der cykler i skole den vej, af motionister, af hundeluftere og alle dem, der vil gå en tur i vores smukke skov. Det er simpelthen noget svineri at spærre den af.«

Beboerformand Robert Nielsen står her foran den strimmel jord, der går langs Per Lauritsens ejendom, som er blevet fræset op.
Beboerformand Robert Nielsen står her foran den strimmel jord, der går langs Per Lauritsens ejendom, som er blevet fræset op. Foto: Anette Solgaard
Vis mere

I den nordlige del af Solbjerg, der ligger tættest på den omdiskuterede sti, bor Robert Nielsen. Han er tidligere entreprenør og nu pensionist og beboerformand for boligområdet Pilevang. Når han ikke kan bruge stien til at komme op i skoven, skal han gå en omvej på cirka tre-fire kilometer, og det er han mildt sagt træt af.

»Jeg kan ikke se det som andet end chikane. Han gør det kun for at provokere. Der bliver snart ikke talt om andet her i området. Vi er virkelig mange, der er trætte og kede af situationen, men Per Lauritsen er bare ikke til at tale med,« siger Robert Nielsen, der de seneste ti år har gået tur med sin hund på stien to gange om dagen.

Han har en lørdag formiddag for et par uger siden, inden stien var blevet helt spærret, talt, hvor mange der går tur den vej, og på et par timer nåede han op på hundrede forbipasserende.

Per Lauritsen bor selv på Solbjerg Hedevej nummer 208 og har gjort det i over 50 år. For nogle år siden købte han så Solbjerg Hedevej nummer 206, hvor han er ved at bygge et nyt hus. Og det er altså der, problemet ligger.

Per Lauritsen mener, han er i sin gode ret til at spærre stien.

»Jeg gør ikke noget ulovligt, jeg følger lovgivningen. Jeg gør kun det, som alle andre ville gøre i samme situation som mig. Hvem vil bryde sig om at have halvdelen af Solbjerg vandrende gennem sin have? Jeg har sat skilte op, men det er der ingen, der respekterer, så jeg har været nødsaget til at ty til hegn,« siger Per Lauritsen.

Per Lauritsen har sat et skilt op på et træ ved stien, som er blevet malet over.
Per Lauritsen har sat et skilt op på et træ ved stien, som er blevet malet over. Foto: Anette Solgaard
Vis mere

Naturstyrelsen ejer den del af stien, der fører hen til Per Lauritsens ejendom, og skovrider Søren Hald fortæller, at stien er blevet anlagt i den tro, at der var offentlig adgang forbi Solbjerg Hedevej 206. Naturstyrelsen vil gerne hjælpe folk med at få adgang til skoven, men kan ikke bare gå ind og fjerne spærringen på stien.

»Problemet opstår, da den nye ejer af ejendommen siger, der ikke er nogen vejret på stedet. Hvis det er tilfældet, er vi selvfølgelig indstillet på at fjerne stien, men vi er blevet kontaktet af en række andre naboer, der mener, de har vejadgang. Det gør så, at vi ikke fjerner stien, før sagen er blevet afgjort,« siger Søren Hald og henviser til Aarhus Kommune.

Aarhus Kommune oplyser, at kommunen på baggrund af en lang række klager over afspærringen er gået ind i sagen. I forhold til vejloven er Per Lauritsen umiddelbart i sin gode ret til at spærre stien. Men det er han ikke nødvendigvis i forhold til naturbeskyttelsesloven, nærmere bestemt paragraf 26.

»Vi er ved at undersøge, om der er lovhjemmel i naturbeskyttelsesloven til at forbyde en afspærring. Her er det den historiske adgang til stien, der er vigtig,« siger Andy Tomes, der er afdelingsleder for Grønne Områder under Teknik og Miljø.

Danmarks Naturfredningsforening er også involveret i sagen og er »meget ærgerlig« over, at stien er blevet strøget.

En af de gamle kortoptegnelser over området, som naboerne har fået gravet frem fra gemmerne.
En af de gamle kortoptegnelser over området, som naboerne har fået gravet frem fra gemmerne.
Vis mere

Mens naboerne Allan Lauridsen, Robert Nielsen og Uffe Damm venter på, at myndighederne træffer en afgørelse i sagen, er de og 15-20 andre solbjergensere i fuld gang med at lede efter gamle kort og dokumenter, der kan bevise, at der er offentlig adgang på stien. Solbjerg Egnsarkiv er blevet grundigt gennemsøgt, og naboer har fundet gamle dokumenter i staldbygninger i området.

Hvis de taber sagen i første omgang, er de også blevet enige om, at de vil anlægge et civilt søgsmål mod Per Lauritsen ved domstolene for at vinde hævd på stien.

»For det her handler om principper og ordentlighed. Om at vi allesammen skal kunne være her,« siger Allan Lauridsen, der altså er villig til at betale for et sagsanlæg.