Lokalformand i DF Odense Jan Grau siger, at han ikke skrev en mail til tidligere formand Pia Kjærsgaard, fordi han ikke tror på Kristian Thulesen Dahl.

Mailen skal ses som et opråb til ledelsen om, at tingene ikke fungerede, siger han.

Jan Grau var ellers gået sammen med DFs lokalformænd i Aalborg, Aarhus og København om at skrive til Kjærsgaard, skriver Politiken. I mailen opfordrede de hende til at overtage formandsposten. Også bare hvis det kunne være for en periode, lyder det i mailen ifølge avisen.

»I bagklogskabens klare lys, skulle vi måske have formuleret den anderledes, men det var altså bare ment som et opråb. Mere et udtryk for bekymring,« uddyber Jan Grau overfor B.T. Odense.

Lokalformanden forklarer, at når der er uro i en ledelse, så har det en effekt helt ud i de lokale afdelinger, og det fik ham og de andre formænd til at henvende sig til Pia Kjærsgaard.

»Jeg ved ikke, hvordan det fungerer i ledelsen, men det var et ønske om, at Pia (Kjærsgaard, red.) kunne banke på  Kristian Thulesen Dahls dør og så hjælpe.«

Så du nærer ingen mistillid til Kristian Thulesen Dahl som partiets formand?

»Nej. Det gør jeg ikke. Det var et opråb, og jeg synes, at Kristian er helt kanon, og jeg har stor respekt for det, han gør. Det var mere et opråb til ledelsen generelt, men han var jo den oplagte at starte med.«

Odense lokalformand er beroliget efter weekendens møde.

»Jeg mener, at der blev ridset nogle gode ting op ved årsmødet, og at der er meldt ud, at nu skal der ske noget. Og det er jeg rigtig glad for.«

Hvad er det for nogle konkrete ting, der er nævnt, som gør, at du er  rolig, hvad angår DFs fremtid?

»Det er blandt andet, at det blev understreget, at der ikke skulle være alt muligt fnidder i medierne. At tingene skulle ordnes internt.«

Er du nervøs for, at den her mail vil skabe unødig uro om jeres parti?

»Det er jeg ikke. Det var et opråb, og nu mener jeg, at vi er kommet styrket ud af årsmødet, og jeg er helt i tråd med de meldinger, som Kristian (Thulesen Dahl, red.) er kommet med.«

Den seneste tid har B.T. afdækket noget af den uro, som DF har været igennem. Blandt andet, da Kristian Thulesen Dahl ønskede flere bestyrelsesmedlemmer væk.

Kristian Thulesen Dahl blev genvalgt som formand.