Odense Håndbold er nødsaget til at skifte deres hjemmebane i Sydbank Arena ud i tre kampe i oktober.

Det sker, da Denmark Open i badminton, skal afholdes i hallen.

Det er 13. gang i streg, at Denmark Open skal spilles i Odense, men det ændrer ikke på, at den administrerende direktør i Odense Håndbold hellere så håndbolde i hallen fremfor fjerbolde.

»Vi havde naturligvis helst set, at kampene skulle spille i Sydbank Arena, men da den er optaget af Denmark Open i badminton, er vi glade for, at vi har fået en aftale med GOG og Otterup HK om, at vi kan spille i GOG Arena og Otterup Hallen,« siger Lars Peter Hermansen, der er administrerende direktør i Odense Håndbold.

Og der er tale om nogle vigtige kampe, som skal spilles på fremmed grund.

Odense Håndbold møder henholdsvis Krim Mercator Ljubljana og Györi Audi ETO KC i Champions League-turneringen. Og så er der også en ligekamp mod Randers HK, der skal spilles.

De to Champions League kampe vil blive afviklet i GOG Arena, mens kampen mod Randers HK skal spilles i Otterup Hallen.

»Vi håber, at alle vores fans og samarbejdspartnere bakker op omkring de to vigtige kampe i Champions League og tager turen med os til Sydfyn, og det samme gælder selvfølgelig kampen i Otterup Hallen mod Randers HK,« siger Lars Peter Hermansen.

Håndboldkampene fordeler sig derfor således:

  • Søndag 17. oktober: Odense Håndbold vs. Györi Audi ETO KC i GOG Arena
  • Onsdag 20. oktober: Odense Håndbold vs. Randers HK i Otterup Hallen
  • Søndag 24. oktober: Odense Håndbold vs. Krim Mercator Ljubljana i GOG Arena

Denmark Open 2021 går derimod løs fra 19. til 24. oktober i Sydbank Arena.