Ti støjplagede odenseanere har tirsdag eftermiddag haft foretræde for Folketingets transportudvalg.

De hoppede ved middagstid tirsdag på en bus fyldt med andre støj-ramte beboere, der bor tæt på motorvejen i det sydlige og sydøstlige Odense.

Endestation: Christianborg. Formål: At få politikerne der til at indse, at støjen er blevet for meget, og der skal gøres noget ved den.

»Vi håber, at de vil forstå, hvad det er, vi døjer med hver dag,« siger Lene Dybro Bechgren, der var én af deltagerne på turen og en af initiativtagerne til at få støjen fra motorvejen i det sydlige og sydøstlige Odense på dagsordenen.

Lene Dybro Bechgren og hendes mand Erland bor med den fynske motorvej i baghaven.
Lene Dybro Bechgren og hendes mand Erland bor med den fynske motorvej i baghaven. Foto: Ann-Sophie Holm
Vis mere

Og der blev lyttet til beretningerne fra de støj-ramte odenseanere, fortæller Lene Dybro Bechgren.

»Transportministeren sagde i hvert fald, at budskabet var gået klokkeklart igennem,« fortæller hun med tilfredshed fra Christiansborg.

»Vi har et klart indtryk af, at vi blev taget alvorligt, og at vi blev lyttet til ved foretrædet.«

Foretrædet for transportudvalget var en direkte udløber af et stort støjmøde, der blev holdt tidligere på måneden, hvor omkring 500 støjramte odenseanere var samlet i Højbyhallen i det sydlige Odense.

Op til mødet fortalte flere borgere B.T. om deres oplevelser med støjen fra motorvejen.

Blandt andre fortalte Inge Jagd Sørensen og Ole Sørensen, der bor 90 skridt fra motorvejen, om hvordan de rykker rundt om huset for at finde ro for motorvejen.

»Vi rykker rundt til de steder rundt om huset, hvor der er mindst støj,« fortalte hun.

Og Erland Bechgren, Lene Dybro Bechgrens mand, fortalte, at det ikke længere var nødvendigt at sætte et vækkeur, fordi han bliver vækket hver morgen af støj fra motorvejen.

Målet med borgermødet om støj er at få politikerne – især dem på Christiansborg – til at forstå, hvad det er, beboerne langs motrovejen oplever i hverdagen.
Målet med borgermødet om støj er at få politikerne – især dem på Christiansborg – til at forstå, hvad det er, beboerne langs motrovejen oplever i hverdagen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Ens morgenhumør er ødelagt. Så er lyden kommet på hjernen, og så er det ikke til at falde i søvn igen,« lød det fra Erland Bechgren.

Efter foretrædet glæder Lene Dybro Bechgren sig især over, at politikerne, der var med, godt kendte til deres udfordringer med støjen.

»De spørgsmål, de kom med, betød, at de godt vidste, hvad det drejede sig om. Det er øverste myndighed, så det er godt. Det kan ikke være ret meget bedre.«

Men selvom de har indtryk af, at problemstillingen med støjen fra motorvejen ved Odense nu også har fundet vej til Christiansborg, så fortsætter kampen for at få støjen fra motorvejen ned på et tåleligt niveau.

»Vi tager håb med hjem derfra. Og så må vi håbe, at det er noget af det, der er øverst på listen. Der skal gøres noget ved det nu og ikke om ti år,« understreger Lene Dybro Bechgren.

»Vores energi har aldrig været højere, end den er nu.«

Ønskescenariet for støjgruppen er at få reduceret støjen. Håbet er at det kommer til at ske ved hjælp af støjreducerende asfalt og støjreducerende hegn. Håbet er at få del de penge til Odense, som de allerede har sat af til støjreduktion.

I næste uge er repræsentanter fra flere forskellige støjgrupper inviteret til en rundbordssnak på rådhuset med borgmester Peter Rahbæk Juel og by- og kulturrådmand, Christoffer Lilleholt.