Når prins Nikolai om lidt flytter til Paris, skal han ikke bo sammen med sin kæreste Benedikte.

Ifølge B.T.s oplysninger skal parret bo i hver sin lejlighed i den franske hovedstad, mens de begge skal studere.

Prins Nikolai skal læse et semester på Paris School of Business (PSB) som et led i sin uddannelse på Copenhagen Business School (CBS) på Frederiksberg. Prinsen har selv fortalt, at det er nogle økonomiske valgfag, han gerne vil tage.

Efterfølgende kom det frem, at prinsens kæreste, Benedikte Thoustrup, samtidig flytter til Paris, og derfor var det nærliggende at tro, at parret flytter sammen dernede. I sidste uge bekræftede Kongehuset ellers over for Se og Hør, at parret skulle bo sammen i det franske.

Men sådan bliver det altså ikke, kan B.T. nu fortælle.

»Prins Nikolai og Benedikte Thoustrup skal bo hver for sig i Paris, og det er en beslutning de har taget af praktiske årsager,« siger presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen.

Prins Nikolai med sin kæreste, Benedikte Thoustrup.
Prins Nikolai med sin kæreste, Benedikte Thoustrup.
Vis mere

Det handler ikke om, at parret ikke længere er kærester - og de får også masser af tid til at se hinanden.

I København har parret også boet hver for sig.

Prins Nikolai købte i begyndelsen af 2020 en lejlighed i Vendersgade i hjertet af København. Prinsen betalte 4,1 millioner kroner for den, og nu har han sat den til salg for 5,4 millioner kroner. Dermed kan han altså score en klækkelig sum på Københavns glødende boligmarked.

Grevinde Alexandra kommer til at savne sin søn, når han flytter til Paris.
Grevinde Alexandra kommer til at savne sin søn, når han flytter til Paris.
Vis mere

Lejligheden er 70 kvadratmeter, men kommer med en særdeles lækker privat tagterrasse, så der er rig mulighed for at holde fester i de lyse sommernætter.

Da prinsen købte lejligheden hjalp både grevinde Alexandra og prins Joachim med at garantere for lånet - men prins Nikolai stod selv betalingen. Selvom han blot er 22 år, har han allerede tre år på bagen som model for Burberry og Dior i Paris, og derfor har prinsen selv kunne betale for lejligheden på trods af, at han er studerende.

Det var dog ikke blot Nikolai, der boede i lejligheden. Han lejede et værelse ud til en studiekammerat, og således var drengene to til at stå for den temmelig pebrede husleje i København K.

Kæresten, Benedikte Thoustrup, har ligeledes en lejlighed i Store Kongensgade, og dermed har parret ikke haft langt til hinandens boliger.

Prins Joachim og Prins Nikolai ved Prins Felix studenterkørsel Gammel Hellerup Gymnasium
Prins Joachim og Prins Nikolai ved Prins Felix studenterkørsel Gammel Hellerup Gymnasium Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men i næste uge rykker de begge til Paris for at begynde på en helt ny studietilværelse. Paris har altid tiltrukket studerende fra hele verden, men coronapandemien lagde en dæmper for udenlandske studerende i 2020. Dengang var det også planen, at prins Nikolai skulle studere i grevinde Alexandras hjemby, Hong Kong, men indrejseregler og lukkede universiteter gjorde det umuligt.

Prins Nikolai fik muligheden for at læse på universitetet i Hong Kong via fjernundervisning, men valgte i stedet at udsætte rejseplanerne, og endte med at vælge Paris.

Det er planen, at prins Nikolai skal studere i Paris indtil januar..

Dermed kommer han meget tættere på sin far, prins Joachim, der bor med prinsesse Marie samt prins Henrik og prinsesse Athena i Paris. Prins Joachim har siden 2020 arbejdet som forsvarsattaché på den danske ambassade lige ved Triumfbuen.