»Det her emne skal tages op, fordi det er vigtigt, at vi begynder at normalisere trans- og nonbinære personers eksistens,« siger Noah Lykke Knudsen.

Fredag eftermiddag valgte en af forpersonerne i Odense Pride, Noah Lykke Knudsen, at dele et opslag på Facebook. Det kan læses længere nede i artiklen.

Og det var med et helt særligt budskab.

Han mener nemlig ikke, at danskerne er gode nok til at inkludere trans- og nonbinære personer i hverdagstalen.

Det var en spørgeskemaundersøgelse, der fik Noah Lykke Knudsen til at råbe op. Her var der nemlig kun to bokse under køn: 'Mand' eller 'kvinde'.

»Bare det at sige 'alle køn' i stedet for 'begge køn' gør en kæmpe forskel for nonbinære personer, fordi de så føler sig set og hørt – og derfor mindre alene,« siger Noah Lykke Knudsen.

Oplevelsen er ikke enestående, og Noah Lykke Knudsen følte et behov for at italesætte problemet.

For bliver samfundet bedre til at inkludere nonbinære og transkønnede i deres hverdagstale, vil det ifølge ham også blive mere normaliseret at identificere sig som andet end 'mand' eller 'kvinde'.

Noah Lykke Knudsen er en af flere forpersoner i Odense Pride.
Noah Lykke Knudsen er en af flere forpersoner i Odense Pride. Foto: Privatfoto, Makia Ahmed
Vis mere

Noah Lykke Knudsen bruger i den sammenhæng ordet 'hverdagstransforbi'.

»Det dækker over små ting i hverdagen, hvor folk – bevidst eller ubevidst – udelukker nonbinære og transkønnede,« siger han.

»Jeg mener ikke nødvendigvis, at det er noget man gør af ond mening. Men selvom det ikke er hensigten, kan man godt komme til at have transfobiske handlinger.«

Og hvorfor det sker, har han et helt klart bud på.

»Jeg tror, det kan være ukomfortabelt at skulle ændre sit verdenssyn. Det havde jeg da i hvert fald selv svært ved, da jeg første gang stiftede bekendtskab med lgbtq+-miljøet,« siger han.

»Det er jo ukomfortabelt, når det man troede var rigtigt, ikke er det alligevel. Men at give slip på ens verdenssyn betyder bare at acceptere dem, der lever i ens verden.«

Noah Lykke Knudsen identificerer sig selv som en binær, transkønnet mand og bruger pronominerne han/ham.

Og han oplever, at det ofte er lettere for folk at forholde sig til binære transkønnede end non-binære personer.

»Som transkønnet mand kan folk bare tage mig fra én kasse og over i en anden. Men der er ikke nogen kasse, der passer til nonbinære personer. Og det er jo netop en af de ting, vi kæmper for i queer-miljøet, for hvorfor skal man overhovedet passe ned i en kasse?«, siger han.

Nu håber han, at hans opslag kan være til inspiration for andre.

»Det handler i virkeligheden ikke om at forstå, men om at acceptere,« siger han.

»Det er okay at stille spørgsmål med ønske om at forstå, og det er okay, hvis du så alligevel ikke forstår svaret, så længe du respekterer det.«