2020 var det værste år nogensinde biografbranchen.

Økonomisk var det blodrødt, og billetsalget var hårdt ramt på grund af corona-nedlukninger og restriktioner.

Men i august i år skete der noget, som giver håb. Coronarestriktionerne forsvandt helt 1. september, og da Anders Matthesens film 'Ternet Ninja 2' ramte biograflærrederne 19. august, blev en decideret publikumsraket sendt mod himlen.

I skrivende stund nærmer salget til 'Ternet Ninja 2' sig 700.000 solgte billetter med hastige skridt, og flere store film får nu premiere.

»De sidste tre-fire uger har været bedre end det foregående halvandet år. Filmdistributørerne melder, at august i år var bedre end august de sidste 15 år. 'Ternet Ninja 2' er en stor del af forklaringen, men det er ikke den eneste,« siger Lars Werge, direktør for Danske Biografer:

»Folk er kommet i rigt mål de seneste uger, og tingene begynder at lysne nu. Der er mere positivitet.«

Udgangspunktet er da også voldsomt.

Coronakrisen har medført flere nedlukninger af biografbranchen.

James Bond er en af de helt store publikumsmagneter.
James Bond er en af de helt store publikumsmagneter. Foto: JOERG CARSTENSEN
Vis mere

I juli viste en gennemgang af 57 biografers regnskaber i magasinet Ekko, at lukningerne kostede biograferne 140 millioner kroner i 2020 alene.

Billetsalget i 2020 var 7,2 millioner solgte billetter. Omkring 40 procent under et normalt år og dermed et helt horribelt salg.

I 2021 har restriktioner og nedlukninger fyldt endnu mere.

»Pengene væltede simpelthen ud i 2020, og 2021 bliver også blodigt. Heldigvis undgik vi, at biografer lukkede,« forklarer Lars Werge.

Han vælger nu at se det positive. Torsdag fik filmene 'Margrete den Første' premiere, det samme gjorde den længe ventede blockbuster 'Dune'.

Om to uger er det så et af de helt store brag i form af James Bond, der rammer biograferne.

Film, der har kæmpe potentialer i forhold til salg af billetter.

Især James Bond har biografbranchen i hele verden gigantiske forventninger til.

»Vi håber, at det, vi har set i august, er starten. Vi håber, at vi kan ramme 7,2 millioner billetter i 2021 som i 2020, for selvom det igen er langt under normalen, så vil det vise, at vi er på vej til en normalisering af branchen,« siger Lars Werge:

»Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at streaming har taget over og gjort biograferne overflødige. Der er intet, der tyder på, at dommedagsprofeterne får ret.«