Tirsdag aften er bestyrelsen i SDU Fitness mødtes til et ekstraordinært bestyrelsesmøde for at drøfte reglerne i fitnesscenteret.

Det sker efter fitnesscenteret, der er placeret på Syddansk Universitets campus, har været udsat for en del kritik for reglen om, at man ikke må træne i centeret kun iført en sports-bh.

Men den regel er altså på det ekstraordinære bestyrelsesmøde blevet ændret.

»Bestyrelsen skal på næstkommende møde drøfte ordensreglementet på anmodning fra SDU Fitness' ledelse. Den daglige ledelse har fornemmet på medlemmerne, at der er behov for en opdatering heraf,« skriver formanden for bestyrelsen i SDU Fitness Victor Bjerre til B.T. Odense i en sms kort efter mødet er afsluttet.

»Grundet den offentlige debat har bestyrelsen dog valgt at fremrykke arbejdet og i første omgang opdatere ordensreglementet, så det er mere tidssvarende,« fortsætter formanden.

Bestyrelsesformanden lægger i beskeden vægt på, at SDU Fitness forsøger at driver foreningen bedst muligt efter medlemmernes ønsker, og at de derfor vægter dialogen mellem medlemmerne højt.

Derfor er ordensreglerne i fitnesscenteret nu også blevet opdateret – og snarest vil de nye regler også fremgå på hjemmesiden, oplyser formanden.

»SDU er en god og rummelig uddannelsesinstitution, hvor man har frihed til at være, hvem man er. Sådan skal det naturligvis også være i vores lille forening. Ligesom vi efter bedste evne arbejder på at gøre flertallet af medlemmer tilfredse,« afslutter formanden.